Fuldt hus i Palads Teatret, hvor egetræet var i fokus
- Prøv at lukke jeres øjne et øjeblik, forestil jer et egetræ. Et gammelt, majestætisk træ, der har stået der i mere end hundrede år. Træets rødder griber fat i jorden og grenene strækker sig mod himlen, omkring det summer livet – af fugle, insekter, dyr og mennesker. I aften handler det ikke bare om en biograffilm. Det handler om en historie og den unikke natur, som faktisk findes lige udenfor vores hoveddør.
Sådan indledte Nicklas Nielsen Borbjerggaard, formand for Bangsbo Blomsterfestival, sin velkomsttale fredag aften i en totalt udsolgt sal 2 i Palads Teatret.
110 personer havde købt billet til en helt særlig aften, hvor naturen og særligt egetræet, Danmarks nationaltræ, var i fokus.
- Dagen herpå kan vi slet ikke få armene ned. Samarbejdet mellem Palads Teatret, naturvejleder Bo Storm, Erik Hauch fra Restaurant Jerry’s og Bangsbo Botaniske Haves Vennekreds bragte naturen helt ind under huden på de fremmødte, siger Nicklas Nielsen Borbjerggaard.
Bo Storms juniorrangere har besøg fra Tyskland og med sig havde de kortfilmen Bayerische Wald om Tysklands ældste nationalpark.
Efterfølgende serverede Erik Hauch sliders fra Jerry's, hvor Bangsbo-honning fra Botanisk Haves egne bier indgik i ingredienserne til marinaden, dertil serveredes Porse Øl - Eriks officielle bud på en Blomsterfestival-øl.
Efter maden bød Vennekredsen på en Bangsbo Bjesk, og publikum havde mulighed for at vinde billetter til Blomsterfestivalen og Palads Teatret.
Dybvad Planteskole havde sponsoreret et flot egetræ som aftenens hovedpræmie.
Bo Storm fortalte om de lokale egetræer og historien bag, efterfulgt af aftenens hovedfilm Egetræets Hjerte, en smuk fransk dokumentarfilm om livet i og omkring et 210 årigt gammelt egetræ.
Aftenen sluttede med, at alle gæster fik et lille egetræ med hjem som en gave fra Bangsbo Botaniske Haves Vennekreds.
Denne gave var dog ikke den eneste denne aften. Borgmester Karsten Thomsen bød også velkommen til de fremmødte, roste arrangementet og takkede for Vennekredsens uvurderlige indsats for Bangsbo Botaniske Have igennem 30 år. Med sig havde Karsten Thomsen en gave, som blev overbragt til Vennekredsens formand Inger Nielsen. Den skal nydes, når Vennerne igen samles i haven.
Årets Bangsbo Blomsterfestival finder sted 31. maj og 1. juni i Bangsbo Botaniske Have.