Gæsterne strømmer ind i Arena Nord, Det Musiske Hus og Maskinhallen
På bare tre måneder (marts-maj) har Arena Nord, Det Musiske Hus og Maskinhallen haft besøg af halvt så mange gæster, som de tre huse havde i hele 2023 - vel at mærke kommercielle gæster.
- I 2023 havde vi næsten 140.000 kommercielle gæster (heraf cirka 88.000 til sport). Til sammenligning har vi de seneste tre måneder - fra marts til og med maj - haft 74.650 kommercielle gæster (heraf 51.500 til sport). De tal underbygger meget godt vores fornemmelse af, at vi har haft tre måneder med fuldt tryk på, fortæller direktør Per Malmberg.
Dertil kommer alle de mange børn, unge og ældre, der har deres daglige træning i Arena Nords syv haller, samt bridge og billard med mere.
Med kommercielle gæster forstås enten gæster, der har betalt for en billet eller betalt som deltager. Det samlede tal for både 2023 og de sidste tre måneders opgørelse er sammenlagte besøgstal for gæster i både Arena Nord, Det Musiske Hus og Maskinhallen.
De seneste tre måneder har blandt andet stået på Landsstævne i floorball, landsmøde og årsfest for Round Table og Ladies Circle, en masse stand-up, teater, koncerter, Rødspætte Cup, gymnastikopvisninger, KidsAid show, NM i efterskolehåndbold, Nordjyske Bank-kundearrangement, jobmesse og diverse mødeaktiviteter.
- Inden sommerferien skal vi afvikle EU-valg, tre EM-fodboldkampe med Danmark på storskærm på vores forplads, to firmafester, fire koncerter i Maskinhallen, og så holder vi stadig åbent i Maskinhallen hver onsdag, hvor vi giver de gode dage til hinanden med masser af sjove aktiviteter, siger Per Malmberg.