Gitte Ravn og Lars Vejen overtager EDC i Fr.havn
To lokale og erfarne ejendomsmæglere overtager fra i dag EDC i Frederikshavn. 44-årige Gitte Ravn og 40-årige Lars Vejen er de nye indehavere af EDC-afdelingen på hjørnet af Søndergade og Kalkværksvej, som i samme forbindelse skifter navn fra EDC Danebo til EDC Frederikshavn.
- Navneskiftet er helt naturligt for os. Gitte og jeg er født og opvokset i Frederikshavn, og vi er frederikshavnere med stort F, fortæller Lars Vejen.
Tilsammen har de to nybagte EDC-indehavere arbejdet over 40 år i ejendomsmæglerbranchen – og altid med base i Frederikshavn. De har senest været ansat i Nybolig, men har også erfaring fra bl.a. home og EDC.
- Nu tager vi det bedste af det bedste fra de forskellige kæder, og vi glæder os til at trække i arbejdstøjet og møde kunderne. Vi har store netværk og mange års erfaring. Det skal vi udnytte, og selv om vi nu er indehavere, bliver det os, som tager ud til kunderne. Jeg skal ikke sidde hele dagen med slips på bag et skivebord, understreger Lars Vejen.
EDC Frederikshavn mener selv, at de har sammensat "byens bedste hold".
- Ét af vores mål er, at både køber og sælger skal være tilfredse, når vi afslutter en handel. Vi vil arbejde mere med hjertet, end vi har været vant til, og friheden til selv at bestemme sætter vi stor pris på. Det gælder bl.a. på det finansielle område. Vi har mulighed for at samarbejde med alle lokale pengeinstitutter, og det har vi selvfølgelig tænkt os at gøre, pointerer Gitte Ravn.
På sigt er det planen, at 47-årige Peter Karlborg skal indgå i ejerskabet af EDC Frederikshavn. Han har sagt sin stilling op hos Nybolig, men er indtil videre låst af en konkurrenceklausul.
EDC er Danmarks største ejendomsmæglerkæde. På landsplan har EDC en markedsandel på 25 procent. Den er p.t. noget mindre i Frederikhavn.