Gå til hoved-indhold
18. juni 2022 - kl. 00.06

Gymnasiet: Styrketræning og dans får bedre rammer

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Det er ikke mange år siden, at Frederikshavn Gymnasium anlagde helt ny multibane, beachbane og styrketræning på de udendørs arealer. Nu investeres der i gymnasiets to indendørs sale, hvor den ene sal etableres som en udvidelse af det allerede eksisterende center for styrketræning og fitness, så det samlet nu dækker godt 300 kvadratmeter. Med mere plads og nyt udstyr udvides mulighederne for mere funktionel træning med fokus på for eksempel koordination, eksplosivitet og udholdenhed.

Ombygningen af den anden sal giver bedre forhold for dans og rytmisk gymnastik. Blandt andet vil en ny spejlvæg være god, når koreografien skal øves og give eleverne en større fornemmelse for egen udførelse.

Den primære årsag til gymnasiets investeringer er ønsket at forbedre de fysiske rammer for idrætsundervisningen på alle årgange. Hertil siger en af gymnasiets idrætslærere, Jacob Schüsler:

- Gennem de senere år har vi opgraderet idrætsundervisningen, og her spiller både de fysiske rammer og vores muligheder for at gennemføre forskellige fysiske test en væsentlig rolle. Vi kan også styrke samarbejdsmulighederne med f.eks. faget biologi. Efterhånden har vi også mange sportsinteresserede elever, der vælger os, fordi forholdene så gode som de er. Nu er de bare blevet bedre, og det er selvfølgelig vildt fedt.

I forbindelse med udvidelsen fremhæver Jacob Schüsler også elevernes mulighed for at træne fysisk om morgenen eller i mellemtimer. Det gælder selvfølgelig de af gymnasiets elever, der går på Sportsakademiet, men som Jacob Schüsler fremhæver, er tilbuddet til alle elever.

- Jeg oplever, at den fysiske træning udenfor skoletiden i høj grad styrker de sociale bånd mellem vores elever. Træningen giver nemlig en særlig mulighed for et særligt fællesskab på tværs af årgange og uddannelser, som jeg synes er helt fantastisk.

Det tekniske personale på gymnasiet er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på udvidelsen, så de to sale står klar til eleverne, når de møder ind til august.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...