Henning Kjeldsen får alligevel dispensation til gangbro på Skagen Havn
Henning Kjeldsen får alligevel lov til at bygge en gangbro mellem de to bygninger, som han er i gang med at opføre på havnen i Skagen. Det vedtog et flertal på 20 ud af 29 byrådsmedlemmer på aftenens byrådsmøde i Frederikshavn Kommune.
For et par uger siden sagde politikerne i Plan- og Miljøudvalget nej til at give Henning Kjeldsen dispensation til gangboen mellem de to bygninger på henholdsvis 12 og 20 meter.
- Men vi er glade for, at vi har fået en tænkepause, og derfor siger vi i dag ja til en fast overbygning, forklarede formand Peter E. Nielsen (A), Plan- og Miljøudvalget.
Et argument for dette holdningsskifte var frygten for, at en stor sejldug kunne komme til at spærre hele udsynet til vandet.
Gangbroen udføres med glas, så den fremstår transparent og ikke hindrer udkig fra byen til havnebassinet, og området under overdækningen indrettes til ophold og parkering.
Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stemte ja til gangbroen. Dog valgte Martin Tøttrup Kelkelund (A) at undlade at stemme. Det samme gjorde fem af Venstres seks byrådsmedlemmer og Jens Nygaard (NB). Kun Peter Sørensen (V) stemte imod de to dispensationer (gangbro og tårn med skorsten og afkast på 34 meter).
Sagen blev debatteret i næsten en time, og tonen var til tider hård. Mere om det senere på Kanal Frederikshavn.