Hospice Vendsyssel får ny chef fra 1. maj
Hospice Vendsyssel på Suderbovej i Frederikshavn får 1. maj ny hospicechef. Birgitte Nielsen overlader ansvaret til 47-årige Winnie Poulsen fra Nørresundby.
Winnie Poulsen har de seneste 12 år været afsnitsledende sygeplejerske på Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital.
- Det er bestemt en leder med stor erfaring, vi får. Vi havde tre meget kompetente ansøgere til samtale, men alle uden erfaring fra et hospice. Vores nye chef skal derfor lige lære området at kende og sætte sig ind i, hvad det vil sige at drive et hospice, siger Henrik Buchhave, formand Hospice Vendsyssels bestyrelse.
Han er derfor glad for, at Winnie Poulsen allerede tiltræder 1. april. Det betyder nemlig, at hun i hele april er sammen med Birgitte Nielsen, som først fratræder stillingen 30. april.
- Vi er ikke i tvivl om, at vi i Winnie Poulsen får en ny ildsjæl. Vi har kun hørt rosende ord om hende. Hun kommer til at gøre en forskel med sine menneskelige egenskaber, mener Henrik Buchhave.
Winnie Poulsen bor i Nørresundby, men stammer fra Thy.
Birgitte Nielsen stopper som hospicechef efter eget ønske. Hun har brug for at være mere hjemme sammen med sin mand, som er ramt af sygdom.
- Stillingen som hospicechef kræver mere end 37 timer om ugen, erkender Henrik Buchhave.
Birgitte Nielsen skal fremover arbejde som sygeplejerske på Læsø, hvor familien i forvejen har sommerhus, i 30 timer om ugen. Her kommer hun blandt andet til at beskæftige sig med det palliative område, som hun brænder for.
Hospice Vendsyssel har eksisteret siden 2008. Til at begynde med blev det drevet fra Kastaniegården i Arentfeldtsgade, men i 2013 flyttede hospice ind i en 2.000 kvadratmeter stor nybygning på Suderbovej.




































