Hvordan går det med Stephanie fra Årgang 0?
Du har set hende på tv, siden hun blev født. Nu har du muligheden for at møde Stephanie Siguenza og høre hende fortælle om sit liv, når hun tirsdag 17. maj kl. 19.00-21.00 er gæst i Manegen – Sæby Kulturhus.
Stephanie Siguenza er vokset op som en del af den populære TV2 dokumentar "Årgang 0", der fulgte hende og hendes familie de første 18 år af hendes liv. Stephanies familie skilte sig ud fra de øvrige familier ved at være alt andet end en "typisk" stabil kernefamilie. Derimod var Stephanies opvækst præget af kaos. En kriminel far, en mor med skiftende kærester og mange flytninger.
Alt sammen portrætteret gennem 18 år i bedste sendetid med massevis af trofaste seere til følge. Det kaotiske liv blev en seermagnet og gjort til underholdning, men Stephanies barndom var alt andet en underholdende.
I dette ærlige og personlige foredrag fortæller Stephanie historien om at blive fulgt af et kamerahold gennem hele sin kaotiske opvækst. De mange flytninger, de mange søskende, komplicerede familieforhold og hvordan hun forsøgte at holde sammen på familien.
Hvordan mon det er at vokse op i en familie, hvor hverdagen både var den røde løber og besøg hos faderen i fængslet? Hør, Stephanie fortælle den ucensurerede udgave af et liv på godt og ondt som ufrivillig kendt og konsekvenserne heraf.
I 2020 debuterede Stephanie som forfatter med bogen: "Fra Årgang 0 til frihed", som du naturligvis også kan låne på biblioteket.