Gå til hoved-indhold
04. maj 2025 - kl. 11.05

IF Skjold Sæby: Tre hjemmekampe i træk resulterede i tre nederlag

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

IF Skjold Sæbys andethold er tophold i serie 3, mens FfI's tredjehold er tophold i serie 4. De to klubbers førstehold tabte til gengæld begge i denne runde. Her får du ugens lokale seriestatus i fodbold.

Jyllandsserien 2, pulje 3:
Tre hjemmekampe i træk på Sparekassen Danmark Arena bød på tre nederlag til IF Skjold Sæby. Lørdag tabte Skjold med 2-3 til Skive IK, der scorede kampens tre første mål, inden hjemmeholdet reducerede to gange i begyndelsen af anden halvleg.

IF Skjold Sæby ligger sidst med tre point efter seks kampe, men der er kun fire point op til femtepladsen, som definitivt sikrer endnu en sæson i rækken. Næste søndag møder sæbynitterne Nibe på udebane, og netop Nibe er Skjolds nærmeste konkurrent i bunden, så der står tre særdeles vigtige point på højkant i dette opgør.

Serie 1, pulje 6:
FfI fik ørerne i maskinen i udekampen mod det suveræne tophold Skovsgaard B. 5-0 viste måltalven på Skovsgård Stadion, da kampen blev fløjtet af. Skovsgaard har maksimumpoint efter seks kampe. FfI's syv point rækker foreløbig til en fjerdeplads.

SEIF spiller tirsdag hjemme mod Aabybro IF. Uanset resultatet af denne kamp vil ét af holdene overhale FfI.

Serie 2, pulje 12:
FfI's andethold tabte 1-3 i Hirtshals. Mathias Byrgesen Karlsson udlignede til 1-1 for frederikshavnerne, der efter seks kampe endnu er uden point.

Serie 3, pulje 24:
IF Skjold Sæbys JS-reserver er på førstepladsen. Torsdag aften vandt Skjold med 2-0 hjemme over Østervrå IF. Elias Vilsgaard og Elias Sønderskov Ovesen scorede de to mål i første halvleg. ØVI indtager femtepladsen, men kun tre point efter IF Skjold Sæby.

Skagen IK har gang i en hård forårssæson. Torsdag aften tabte skagboerne med 0-12 ude til Flauenskjold IF. Tidligere på sæsonen tabte Skagen IK's oprykkere med 0-11 og 1-7. Skagen IK ligger til nedrykning sammen med Dybvad/Hørby, der fredag tabte 0-3 til Hjørring IF.

Tre hold er hver noteret for tre point i bunden. Det tredje hold er Tornby IF, som Skagen IK søndag 11. maj møder hjemme. Med en sejr kravler Skagen over den direkte nedrykningsstreg - trods en aktuel målscore på 6-41!

Serie 4, pulje 48:
Sindal IF - Bangsbo Freja: 4-2
FC Vakok - FfI: 2-7
SEIF - Bindslev/Tversted IF: 7-1
Jerup/Aalbæk - IF Skjold Sæby: 0-4

FfI topper rækken med 15 point.

Serie 4, pulje 50:
Voerså IF - Klokkerholm IF: 0-0
Hals - Østervrå IF: Tirsdag kl. 18.30

Voerså er noteret for 10 point, mens Østervrå endnu er uden point.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...