Ishockey, skøjteløb og curling bliver spydspidsforeninger under DIF
DIF fortsætter med at finde spydspidsforeninger, der skal tegne "Fremtidens Idræt for Børn og Unge" i det historiske partnerskab med A.P. Møller Fonden. Foreningerne er sat sammen til lokale klynger, og i Frederikshavn skal Frederikshavn Ishockey Klub, Frederikshavn Skøjteforening og Frederikshavn Curling Club samarbejde om at få flere aktive børn og unge på isen og skabe attraktive fællesskaber på tværs af foreningerne.
Med flere end 800.000 medlemmer under 18 år er Danmarks Idrætsforbund (DIF) den største børne- og ungeorganisation i Danmark.
For at skabe endnu bedre idrætsmiljøer for børn og unge har DIF med støtte fra A.P. Møller Fonden startet "Fremtidens Idræt for Børn og Unge" og er nu i gang med at ansætte en række børne- og ungeansvarlige, der skal hjælpe foreninger til at styrke arbejdet med børn og unge. Blandt andet i Frederikshavn, hvor Frederikshavn Ishockey Klub, Frederikshavn Skøjteforening og Frederikshavn Curling Club er udvalgt til at være såkaldte spydspidsforeninger i projektet.
- Vi synes, det er et superspændende projekt. Dels fordi vi helt sikkert kan lære rigtig meget både her lokalt, men også af de andre klynger nationalt. Og dels, fordi vi nok også har noget at bidrage med til andre. Vi er gode til at gøre ishockey tilgængeligt for alle. Både via synlighed i kommunen, men også ved at insistere på, at det skal være lige så billigt for børn at vælge til som for eksempel fodbold. Der skal ikke være skjulte udgifter udover kontingentet til rejser, træningsture og alt muligt andet, siger Søren Kongsbak Klyvø, formand i Frederikshavn Ishockey Klub.
Klyngen i Frederikshavn bliver den første offentliggjorte klynge af spydspidsforeninger i Nordjylland og i DIF er der store forventninger til arbejdet.
- Vi er gået efter foreninger fra forskellige idrætter og af forskellig størrelse, så det afspejler hele vores idrætsbillede, men fælles for foreningerne er, at de har resurser og overskud til at udvikle sig og varetage en ansættelse. Vores kommende "isklynge" i Frederikshavn rummer et interessant potentiale for at samarbejde på tværs af foreninger med isen som fællesnævner. Der er også et potentiale i at udvikle og skabe fællesskaber på tværs af foreninger i samme facilitet. De erfaringer håber vi, kan komme en masse andre foreninger til gavn, siger Martin Bro, der er faglig leder for de kommende børne- og ungeansvarlige.
Netop et generelt løft af børne- og ungeområdet er noget, som man har særligt fokus på i Frederikshavn:
- Jeg tror, vi kan få rigtig meget ud af samarbejdet. Der ligger en stor mulighed i, at vi deler faciliteten på is på tværs af tre idrætter. Så hvis vi kan hjælpe flere børn ud på isen, så kan de jo selv finde ud af, hvad der tiltaler dem mest. På den måde er der et rigtig godt fundament for at samarbejde om rekrutteringen, siger Søren Kongsbak Klyvø.
Også i Frederikshavn Kommune er man glade for det nye lokale samarbejde.
- Vi har fra Frederikshavn Kommunes side været helt strategisk bevidst om fra starten af, da DIF lancerede sine store satsning om at løfte børne- og ungeidrætten i Danmark, at vi skulle satse på netop de områder, hvor vi har en konkurrencefordel. Kun 13 kommuner i landet har de nødvendige isfaciliteter til at løfte en satsning på området, herunder Frederikshavn Kommune, og vi er begunstiget af tre udviklingsorienterede foreninger i vores kommune, som arbejder med ishockey, skøjtning og curling, og som alle vil gøre en indsats for at styrke idrætsmiljøerne for børn og unge. Jeg er både glad og stolt over det er lykkedes at få nogle spydspidsforeninger med fra vores kommune. Vi glæder os alle til det videre forløb og håber de tre foreninger i kommunen kommer til at kaste glans over Frederikshavn Kommune. Stort tillykke til de tre foreninger. siger Peter Laigaard, formand for Kultur og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune.
Fakta om spydspidsarbejdet:
- I 2023 og 2024 udpeges et antal foreninger til at være spydspidsforeninger, hvor der skal udvikles og opsamles viden om de succesfulde børne- og ungemiljøer
- Foreningerne sættes sammen af to-tre foreninger lokalt, der skal samarbejde om udviklingen
- Aktuelt er der syv klynger i gang i Region Midtjylland og fem i Region Sjælland, mens der i løbet af 2024 vil blive lavet klynger i Region Nordjylland, Region Syddanmark og Region Hovedstaden.
- Hver foreningsklynge får tildelt en børne- og ungeansvarlig, der skal stå for at drive udviklingsarbejdet og sørge for erfaringsdeling
- I Frederikshavn er det Frederikshavn Ishockey Klub, Frederikshavn Skøjteforening og Frederikshavn Curling Club
Fakta om Fremtidens Idræt for Børn og Unge:
- A.P. Møller Fonden har bevilget 85 mio. kr. til projektet ’Fremtidens idræt for børn og unge’, der er udviklet af og drives af Danmarks Idrætsforbund.
- ‘Fremtidens idræt for børn og unge’ er et ambitiøst og omfattende projekt, som løber over de næste fem år.
- Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 62 danske specialforbund.
- Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 800.000 medlemmer under 18 år.
- Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling.
Se mere om programmet: www.dif.dk/bornogunge