Jazz, fisk og jubilæum hos Klostergydens Fisk i Sæby
Nytænkning og et utal af fremragende tiltag har stået på menuen i de 10 år, fiskeforretningen Klostergydens Fisk i Sæby, i dag har eksisteret.
Ejeren af forretningen, Helene Aaen, mener, at alle skal have muligheden for at nyde godt af de kvalitetsvarer, forretningen har at byde på. Derfor vil der i den kommende tid være mulighed for at købe en såkaldt SU-kasse, så studerende også kan få råd til at leve sundt.
- I 10 år er det gået i fisk – og det er gået godt. Det er ikke så ringe endda!
Sådan lød ordene fra en glad og tilfreds kunde, Arndt Hüttel, der ofte handler hos Klostergydens Fisk.
Stemningen er ikke til at tage fejl af, når man træder ind i forretningen på Sæby Havn. Personalet har travlt, men atmosfæren oser af glæde og varme, og det har den alle dage gjort – både i medgang og modgang.
Når man træder ind i forretningen, ses der fisk i lange baner i en imponerende ismontre, så folk kan nyde synet af de lækre varer. Alle fisk er friske og håndflåede og af den fineste kvalitet Til venstre for indgangen står personalet og knokler i det åbne køkken, hvor der løbende bliver stegt rødspættefileter og fiskefrikadeller af nyrørt fars, lavet tærter, hummersuppe, hjemmelavet remoulade, stjerneskud, croissanter med skaldyrsfyld og et hav af andre lækkerier.
Helene Aaen byder på kaffe i det tilstødende kontor. Her sidder webmaster Maria Møller Brun, der har travlt med at tage imod de mange bestillinger, der kommer ind i løbet af dagen. Det var kun et held, at Kanal Frederikshavn fik arrangeret et interview med den hårdtarbejdende ejer, for når det gælder tid, kommer forretningen og dens kunder i første række.
- Jeg blev for nogle år siden inviteret over på den franske ambassade på landets Nationaldag. Det takkede jeg nej til, da vi havde travlt i forretningen. Men det må jeg da nok indrømme, jeg har fortrudt den dag i dag, fortæller den travle butiksejer med et skævt smil.
Invitationen kom i forlængelse af et tidligere besøg fra den franske ambassade samt fra selveste Prins Henrik, der hver især gæstede Voergaard Slot.
- Da ambassaden gæstede Voergaard Slot, lavede vi menuen til begivenheden. En anden dag blev jeg ringet op af Anker Laden Andersen, som fortalte, at Prins Henrik kom på besøg på Voergaard. "Laver du en menu?", blev jeg spurgt, og jeg tabte helt pusten, fortæller hun.
Hvad var egentlig grunden til, at Helene Aaen traf valget om at starte en forretning op fra bunden velvidende, at det krævede og til stadighed kræver hårdt arbejde og viljestyrke?
- Vi mente, at Sæby manglede en fiskeforretning. Det startede med et hul i jorden i Sæbys gamle smedeværksted. Pludselig stod vi med idé og tegninger og en iver for at komme i gang. Vi var så heldige at få kontakt til Søren Clausen fra Clausens Fisk i Aarhus, som er Danmarks ældste fiskeforretning. Han så på vores tegning og begyndte selv at tegne og strege ud. "Sådan skal butikken se ud", meddelte han, og butikken blev så flot, siger butiksejeren stolt.
Siden er det gået stærkt, og forretningen har ikke alle dage haft medvind. Men én ting, Helene Aaen aldrig er gået på kompromis med, er varernes kvalitet.
- Det vigtigste for mig er, at alle vores varer er af bedste kvalitet. Kvalitet er et koncept, jeg under ingen omstændigheder vil gå på kompromis med. Under finanskrisen gav det visse udfordringer undervejs, men jeg var vedholdende, og det har også resulteret i, vi overlevede den svære tid.
I dag er der en del ansatte i den lille, hyggelige fiskebiks på havnen. Heriblandt kokken Janne Glenstrup og webmasteren Maria Møller Brun, der står for forretningens salg på nettet. Fælles for alle ansatte, både tidligere og nuværende, er, at de har et godt samarbejde, og det kan kunderne tydeligt mærke, når de handler i butikken. Helene Aaen er kernen i det gode arbejdsmiljø, og hun kan roligt tage en stor del af æren for det gode fællesskab.
- Jeg har aldrig haft så god en chef som Helene. Jeg har altid set frem til at møde – også når klokken har været seks om morgenen, og vi har stået og paneret fisk til den helt store guldmedalje. Så har vi sunget en sang eller snakket om løst og fast for at holde hinanden morgenfriske. Og Helene har altid sørget for, der har stået kaffe klar på kanden, som nydes, inden vi for alvor er gået i gang med dagens strabadser. Jeg har sågar oplevet, at Helene har hentet is til os ansatte i naboforretningen og overrakt den med ordene "tak for en formidabel indsats i dag" og et stor smil på læben på trods af, trætheden har meldt sig på. Den slags kommentarer er bare med til, at man glæder sig til at møde ind næste dag, fortæller en tidligere ansat hos Klostergydens Fisk.
Det er heller ikke sjældent, den rare chef også er at finde midt i opvasken.
- Her hjælper vi hinanden. Jeg vil gerne give en stor ros til alle ansatte, som har været her gennem tiden og til dem, som er her nu. Uden dem havde butikken ikke været den samme. Især en kæmpe tak til min far, Gudmund Schack, som har hjulpet mig lige siden, vi startede. Jeg kender ingen med så stort et kundetække som ham. Vi har aftalt at gå på pension sammen, når den tid kommer, griner Helene Aaen.
Klostergydens Fisk er gået fra at være en lille, lokal forretning med kunder fra Sæby, Frederikshavn og omegn til nu at være en landsdækkende forretning. Forretningen leverer alt fra sorthummere, østers, fjordrejer og meget andet lækkert. Det er gourmet i første klasse, der bliver leveret lige til døren.
- De faste kunder fra blandt andet Frederikshavn og Sæby skal have stor tak for at bruge os og for at være med til at brede os ud. Vi er glade og stolte over det, vi laver.
I weekenden kan man besøge Klostergydens Fisk og nyde alt godt fra havet, mens der vil lyde god jazzmusik foran forretningen. Helene Aaen vil meget gerne være med til at støtte de lokale arrangementer og afholder nu "Jazz og Fisk" for tredje år i træk.
I fremtiden vil det være muligt at spise et måltid med udsigt til Sæby Å og "Paradisjorden", da butikken skal udvides, og der bliver anlagt ny terrasse på denne side af forretningen. Her vil være events hele sommeren.
I forbindelse med 10 års jubilæet sælges der jubilæumskasser med lækre sager for to personer til billige penge. Hundredevis af kasser er allerede solgt, så sammensætningen i pakken er et hit. På forretningens hjemmeside kan man deltage i en konkurrence om ét kilo hele hummere fra Læsø, dressing og en flaske rosévin til en værdi af 350 kroner.