Kendt skyldig i drab - hyldet i Frederikshavn for tre år siden
38-årige Thomas Thomsen fra Flauenskjold, der i eftermiddag blev kendt skyldig i drabet på Mia Skadhauge Stevn, stod for kun tre år siden på scenen og blev hyldet i Det Musiske Hus i Frederikshavn.
Erhvervsledere fra hele Frederikshavn Kommune, borgmester Birgit S. Hansen og flere andre deltog 16. januar 2020 i Vækst & Vilje-arrangementet i Det Musiske Hus. Her blev Erhvervsprisen og Iværksætterprisen traditionen tro overrakt, men som noget nyt uddelte Roblon Fonden fire uddannelsespriser til "dedikerede og engagerede" studerende fra EUC Nord og MARTEC.
Thomas Thomsen var én af de studerende, som blev kaldt op på scenen. Han var på det tidspunkt netop blevet færdiguddannet som elektriker fra EUC Nord. Han var i lære hos Strandby El-Teknik A/S.
I motivationen for at tildele prisen til Thomas Thomsen hed det:
"Han er en helt igennem dygtig håndværker både på det teoretiske og praktiske plan. Han er siden begyndelse på uddannelsen gået systematisk til alle opgaver og har ikke hvilet, før de har været løst til bedste formåen. Thomas har en utrolig evne til at udfordre vanetænkning og bearbejde opgaver fra en faglige kritisk vinkel."
Med prisen fulgte 25.000 kroner. To år senere - i februar 2021 - blev Thomas Thomsen varetægtsfængslet, sigtet for drab.
Kort efter kl. 13.00 i dag blev Thomas Thomsen kendt skyldig i at have dræbt 22-årige Mia Skadhauge Stevn. Han er også kendt skyldig i forsøg på voldtægt af Mia Skadhauge Stevn. Allerede i begyndelsen af retssagen erkendte den 38-årige mand usømmelig omgang med lig, hvilket han også er blevet kendt skyldig i.
Thomas Thomsen anses som farlig for andre. Det vurderes, at der er høj risiko for, at han vil begå ny vold og sædelighedskriminalitet, skriver TV2 Nord. Derfor anbefaler retslægerådet forvarring for at forebygge den fare for andre.
Retssagen fortsætter torsdag kl. 9 med procedure fra anklager og forsvarer, hvor de skal procedere for strafudmålingen.