Knivholt-bestyrer vil lave julemarked i midtbyen
Knivholt har hvert år stor succes med sit julemarked. Det får nu Knivholts bestyrer til at foreslå, at Frederikshavn skal satse på at stable et ambitiøst julemarked på benene i den nordlige del af gågaden.
- Mit store ønske er, at vi nedsætter en bred arbejdsgruppe, så vi kan lave et stort julemarked i den nordlige ende af midtbyen - gerne i to uger hvert år i december. Jeg har allerede foreslået det til handelsstandsforeningen, siger Olav B. Madsen.
Han konstaterer, hvordan Knivholt år efter år den anden weekend i december trækker over 10.000 gæster til Jul på Knivholt. Der er 130 salgsboder på Knivholt, og flere står på venteliste. Olav B. Madsen mener derfor, at Frederikshavn har alle forudsætninger for at lave et julemarked, som vi især kender det fra Tyskland.
- Det føles næsten som om, at halvdelen af alle gæster er danskere, når man besøger et julemarked i den nordlige del af Tyskland. Interessen er stor for den slags ting herhjemme, og så skal vi selvfølgelig trække svenskere og nordmænd hertil. De skal bo på vores hoteller. Frederikshavn har en stor hotelkapacitet, og ikke mindst her i december vil hotellerne gerne have flere gæster, påpeger Olav B. Madsen.
Han er klar over, at det kræver et længere tilløb at gøre et julemarked i Frederikshavn kendt. Der skal blandt andet laves aftaler med busselskaber, som kører forventningsfulde gæster til Frederikshavn.
- Det rigtige vil være at sammensætte et bredt udvalg, hvor også erhvervsforeningen er med. Vi skal have mange til at byde ind, og jeg deltager med glæde i arbejdet. Jeg interesserer mig ikke kun for Knivholt, men hele Frederikshavn, forsikrer Olav B: Madsen.
Selv om der blandt andet findes et julemarked på Gammeltorv i Aalborg, føler Knivholts bestyrer, at Frederikshavn kommer i førertrøjen, hvis det lykkes at stable et seriøst julemarked på benene.
- Og det er trods alt noget sjovere end at sige: Det kunne vi jo også prøve.
Frederikshavn har de seneste tre år satset benhårdt på en ny og festlig julebelysning og -udsmykning. Olav B. Madsen synes derfor, at et julemarked i midtbyen vil være næste oplagte skridt. Han forestiller sig, at det skal strække sig over et par uger, og han er sikker på, at flere udstillere i julemarkedet på Knivholt og lokale foreninger ønsker at deltage aktivt.




































