Landsbyerne løber sammen – og viser styrken i frivillighed
Byrådskandidat Liv Lundholm Pedersen (A) har skrevet dette indlæg: Landsbyløbet giver os nye veje at gå – både gennem naturen og i fællesskabet, hvor de frivillige kræfter bærer de mindre lokalsamfund frem.
De sidste tre år har jeg glædet mig til, at Landsbyløbet gik i gang igen. Jeg er så heldig, at det er mig, som står for at fotografere til alle løbene rundt omkring i de fantastiske landsbyer.
Jeg føler, at jeg er blevet en del af et fællesskab. "Så er vi klar igen. Jeg smiler til dig ude på ruten. Du er da også bare altid på pletten. Vi ses i næste uge". Sådan lyder det hver gang, hvor mange af de samme glade mennesker mødes. Og hvor nye lokale frivillige fra de enkelte landsbyer står klar hver uge til indskrivning, velkomst, klar med smil og vand/chokolade ude ved depoterne, medaljeudlevering, grillpølser og god stemning. Uden de frivillige ville løbet ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre. Tusind tak for jer!
Landsbyløbet er for alle. Man kan gå, cykle, løbe og køre mountainbike. Det handler ikke om at være hurtigst, men om at være med – for de fleste. Og så er det en enestående mulighed for at opleve steder, man muligvis ellers ikke ville. At se vores lokalområder fra nye vinkler minder os om, hvor meget vi faktisk har at være stolte af her i kommunen udenfor de store byer også.
Frivilligheden er limen i vores små samfund. Det er det, der gør, at ting sker. Ikke bare til et løb som dette, men i foreninger, skoler, kulturhuse og til arrangementer året rundt. Når vi støtter de frivillige kræfter, investerer vi i fællesskabet og i vores egen glæde ved at være en del af et sted.
Som kommune er det vigtigt, at der bakkes op om de frivillige, giver dem store skulderklap og anerkender den tid og energi de ligger i arbejdet. Og gør det let for dem at byde ind med det, de kan og vil.
Samtidig synes jeg også, det er vigtigt, at man ikke arbejder ud fra en tanke om, at "det klarer de frivillige nok". Jeg har læst flere steder, at man for eksempel kunne forestille sig at lade frivillige overtage omsorgsopgaver. Arbejde, som fagprofessionelle burde varetage. Eller at man tror, at man ved brug af frivillige kan spare på nogle bestemte områder. Det synes jeg er en glidebane.
Jeg kender fantastiske frivillige, som er besøgsvenner og gør en stor forskel for borgere, det er slet ikke det. Men de skal ikke overtage pædagogisk arbejde på grund af besparelser. Og frivillige lokale skal ikke få alle hjulene til at køre rundt i de små landsbyer, når vi som kommune burde tage ansvar sammen med dem.
Vi skal hylde og styrke frivilligheden. Vi skal værne om faglighed og stolthed. Og så skal vi bakke op om og udvikle de mindre lokalsamfund – og du kan stadig nå at være med i Landsbyløbet, der er tre løb tilbage i år. Jeg håber vi ses!