Lokale ildsjæle vil bygge en kopi af Ellingåskibet
Foreningen Ellingåskibet, med Henrik Buchholtz i spidsen, vil bygge en ny udgave af Ellingåskibet i samme størrelse som det unikke middelalderskib fra 1163.
Ellingåskibet blev fundet i 1922 i forbindelse med bygningen af en jernbanebro til en ny linjeføring for Skagensbanen. Udgravningen af skibet fandt sted for 50 år siden i 1968, hvor det blev hævet i et stykke og kørt til Bangsbo, hvor det senere blev konserveret og i dag er udstillet.
- Baggrunden for denne idé er drevet af lysten til at skabe noget nyt og lysten til at gøre noget for unge mennesker, der er udfordret på at leve op til nutidens forventninger, og selvfølgelig for at bidrage positivt til vores landsdel, siger Henrik Buchholtz, som har fået idéen sammen med sin barndomskammerat René Kærskov, der er frederikshavner, men i dag er en succesrig erhvervsmand i USA.
Til projektet skal der bruges 750.000 kroner. Rene Kærskov støtter med 170.000 kroner. For at nå i mål mangler de to ildsjæle derfor 580.000 kroner. Der er flere muligheder for at støtte projektet.
Tanken er at opbygge et værksted i det maritime miljø, hvor
håndværk, formidling og historie går hånd i hånd. Et maritimt værksted, hvor der er frisk havluft, natur og godt håndværk.
Bygningen af skibet forventes at tage to et halvt år, og i den periode tilknyttes der, ud over et antal unge mennesker, en bådebygger, der kan sit kram og som kender det gamle håndværk.
- Formålet med det er, at de unge får lov til at arbejde med noget konkret, de lærer at håndtere værktøj, oplever glæden ved at være en del af en gruppe, der arbejder sammen om et fælles mål, samtidig med at de får et indblik i et håndværksmæssigt arbejde. Under byggeriet vil uddannelsessteder, skoleklasser og andre interesserede have mulighed for at komme på besøg og få en historisk formidling i de maritime omgivelser, oplyser Henrik Buchholtz.
Når skibet er færdigbygget, skal det være "ambassadør" for vores landsdel og sejle under det vendsysselske flag. Ud over skibets kaptajn skal besætningen bestå af unge mennesker.
Skibet skal stævne ud, så de der er ombord, kan opleve vores by og landsdel fra søsiden. Det kan være virksomheder, der ønsker at invitere kunder, forretningsforbindelser eller personale på en historisk tur eller byens uddannelsessteder, turister og lokale, der kan købe sig med på en tur langs kysten i sommersæsonen.
Skibet skal også deltage i længere togter, hvor vores by eller landsdel skal repræsenteres. Lasten skal bestå af varer produceret eller dyrket i vores landsdel - alle mærket med Made in Vendsyssel.
For at projektet kan blive til virkelighed, så har initiativtagerne brug for økonomisk støtte. Projektet kan blandt andet støttes ved at købe:
Vikingekriger skjold, 20.000 kroner:
Med donationen følger den absolutte ret til at kalde sig Ellingåskibsviking, en sejltur med Ellingåskibet inkl. mad og drikke, event og et skjold med jeres logo.
Viking guld sponsorat, 5.000 kroner:
Med donationen følger den absolutte ret til at kalde sig Ellingåskibsviking og en sejltur til Skagen med Ellingåskibet, inklusiv mad og drikke i kunstneriske.
Viking sølv sponsorat, 2.500 kroner:
Med donationen følger den absolutte ret til at kalde sig Ellingåskibsviking og en sejltur med Ellingåskibet, inklusiv mad og drikke.
Viking bronze sponsorat, 1.000 kroner:
Med donationen følger den absolutte ret til at kalde sig Ellingåskibsviking og en sejltur med Ellingåskibet.
Under ideudviklingen af projektet har René Kærskov og Henrik Buchholtz haft et rigtig godt samarbejde med Jan Hammer fra Kystmuseet Bangsbo om tegninger, foto, detaljer og andre historiske ting, der gør det muligt at bygge en kopi af Ellingåskibet i skala 1:1.