Gå til hoved-indhold
09. september 2025 - kl. 00.09

- Det hold, der går på isen i aften i Vojens, er som udgangspunkt det hold, vi har i sæsonen

  • 1 af 1
Af: Michael Kristensen

I aften begynder en ny sæson i Metal Ligaen, hvor det igen bliver hverdag for ishockeyspillerne med kampe hver og hver anden dag. 48 kampe venter der i grundspillet, inden et enkelt hold bliver sorteper og ikke kommer med i slutspillet. White Hawks er af eksperterne ikke spået de store chancer i denne sæson, hvor de fleste er enige om, at holdet kommer til at slås med Rødovre om den ottende og sidste slutspilsplads.

Nu skal der først spilles om det, og direktør i Elite Nord Frederikshavn A/S, René Jørgensen, ser frem til at få skudt sæsonen i gang.

- Vi glæder os helt vildt til kampen i aften i Vojens, hvor vi skal møde et spændende SønderjyskE-mandskab. Et sted, vi ofte har det svært, men spillerne og trænerne vil gøre alt for at hente tre point med hjem dernede fra i aften, lyder det fra direktøren.

Samtidig ser han frem til sæsonens første hjemmekamp på fredag, hvor Aalborg Pirates gæster Nordjyske Bank Arena.

- Vi ser også rigtig meget frem til på fredag, hvor vi får besøg af lokalrivalerne. Det kan ikke være bedre at åbne sæsonen hjemme med sådan en kamp, kommer det fra en spændt René Jørgensen.

Spillertruppens kvalitet har været til debat flere steder i løbet af sommeren, hvor en del fans har efterspurgt flere udenlandske kræfter. Heriblandt en powerplay-back, som mange mener, er en mangelvare i høgenes trup.

Kan fansene forvente yderligere forstærkning i løbet af sæsonen?

- Det hold, der går på isen i aften i Vojens, er som udgangspunkt det hold, vi har i sæsonen. Det er et hold, vi tror på og glæder os til at se, hvad de kan udrette. Men det er naturligvis klart, at vi altid har øje på, hvad der sker omkring at hente nye spillere, men her spiller økonomien også ind, og den del skal være i orden, før vi handler ind, siger René Jørgensen.

White Hawks-spillerne løber på isen i Vojens klokken 19:00.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...