Lokalplan på Krøyersvej fremme ved målstregen
En lokalplan, der giver mulighed for at opføre otte boliger på Raabjerggård på Krøyersvej i den sydligste del af Skagen, er nu helt fremme ved målstregen, hvor den skal vedtages af Økonomiudvalget. Det ventes at ske på onsdag.
Forslaget til ny lokalplan har været i otte ugers høring. Det blev blandt andet fremsendt til 93 naboer og offentlige myndigheder. Der kom tre kommentarer fra to private og Kystdirektoratet, men ingen af dem har givet anledning til ændringer i lokalplanen.
Raabjerggårds stuehus bevares, mens den faldefærdige lade og gamle stald nedrives. Lokalplanen fastlægger byggefelter, hvor der kan opføres/indrettes otte boliger/lejligheder.
Der laves tre parkeringspladser ved Krøyersvej og 10 parkeringspladser, inklusiv en handicap parkeringsplads ved Søren Skomagervej.
Bebyggelsens udseende og højde respekterer og genskaber det kulturhistoriske udtryk for Raabjerggård. Da en del af den eksisterende bebyggelse er helt eller delvist kollapset, rykkes ny bebyggelse mod Krøyersvej 0,5 meter væk fra vejarealet.
Områdets fælles opholdsarealer er samlet i gårdspladsen, og de private opholdsarealer er placeret i umiddelbar nærhed af den enkelte lejlighed. Når lokalplanen giver mulighed for otte boliger, er det ikke muligt at indrette en del af bebyggelsen til et samlet fælles depotrum, men i stedet tillades op til 10 kvadratmeter udhuse, som placeres inden for de private opholdsarealer i nærhed til beboelsen.
Med otte boliger bestemmer lokalplanen en maksimal bebyggelsesprocent på 55. I den omkringliggende bebyggelse tillades en bebyggelsesprocent på 30 ved boliger på én etage og 35 ved 1,5 etager og derover.
Lokalplanen stiller krav til minimum grundstørrelse på 230 kvadratmeter, inklusiv andel i fælles gårdsplads. Dog kan der udstykkes én ejendom med en mindste grundstørrelse på 150 kvadratmeter, når denne ejendom har adgang til et privat opholdsareal på minimum 80 kvadratmeter beliggende i et særskilt placeret areal inden for lokalplanområdet. I den omkringliggende bebyggelse tillades minimum grundstørrelser på 500 kvadratmeter ved dobbelthuse.