Gå til hoved-indhold
06. september 2025 - kl. 00.09

Nordjyllands Kystmuseum: Museumsdirektør siger op

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Henrik Gjøde Nielsen har opsagt sin stilling som museumsdirektør for Nordjyllands Kystmuseum, der har afdelinger i Frederikshavn, Skagen og Sæby.

Bestyrelsesleder Per Frank Hansen bekræfter overfor Kulturmonitor, at Henrik Gjøde Nielsen stopper ved årets udgang. Han har været sygemeldt i sommermånederne og har nu meddelt, at han fratræder sin stilling.

Salgs- og marketingchef Maria Groes Eldh varetager i Henrik Gjøde Nielsens fravær ledelsen af Kystmuseet Sæby, Kystmuseet Bangsbo Fort, Kystmuseet Bangsbo og Kystmuseet Skagen.

Bestyrelsen skal nu finde en ny direktør, men det bliver ikke Per Frank Hansen, der skal stå i spidsen for denne opgave. Han stopper - ligeledes til årsskiftet - som formand efter 12 år. 

Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune har valgt at indsætte den tidligere direktør for Den Gamle By i Aarhus Thomas Bloch Ravn som ny formand. Politikerne ønsker "en øget professionalisering af bestyrelsens ledelse".

- Vi ser et museum, hvor der er potentiale til mere, og det handler om, at der skal være en reason to come. Det skal være sjovt, spændende og involverende at komme herop. Vi tror, at Thomas Bloch Ravn har forudsætningerne for at kunne forløse det potentiale, siger Peter Laigaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, til Kulturmonitor.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...