Gå til hoved-indhold
17. september 2025 - kl. 00.09

Mangel på arbejdskraft - men tømrer-elever får afslag på afslag

  • 1 af 1
    - Jeg er så klar til at give den gas og udvikle mig fagligt indenfor området. Jeg mangler blot muligheden, og jeg vil selvfølgelig ikke opgive håbet, siger Alexander John Hansen.
Af: Michael Frederiksen

Mangel på arbejdskraft og alligevel alt for få lærepladser. Det er den situation, som Alexander John Hansen fra Frederikshavn står i på nuværende tidspunkt, og det gør han sammen med mange andre unge mennesker, som har valgt tømreruddannelsen.

- Det er meget demotiverende at opsøge så mange forskellige virksomheder og få afslag på afslag. Jeg føler nemlig ikke, at jeg får det hele med ved en skolepraktik, som jeg nu kan se frem til. Det ender for mig med en mangelfuld praktisk erfaring fra de "virkelige arbejdsforhold", som jo er altafgørende i forhold til efterfølgende at komme ind på arbejdsmarkedet hos en mester. Desuden er erfaringen fra en virksomhed jo essentiel for, at jeg opnår en dybdegående forståelse for faget, så det er virkelig en meget frustrerende situation at stå i som tømrerlærling, siger Alexander John Hansen, som lige nu har afsluttet GF2 på EUC Nord i Frederikshavn og dermed er klar til en læreplads.

I Danmark er det et stigende problem med, at tømrerlærlinge ikke kan finde lærepladser, hvilket fører til øget brug af skolepraktik. Det giver stor bekymring for fremtidens behov for arbejdskraft i byggebranchen. Selvom en del virksomheder søger flere faglærte, så kæmper lærlinge i særdeleshed med at få kontrakt på den ønskelige læreplads hos en mester.

Nordjylland og Midtjylland er værst ramt, og det skaber en paradoksal situation med mangel på faglærte tømrer. På lang sigt vil det føre til en alvorlig mangel på udlært arbejdskraft, hvilket truer byggebranchens fremtid, især i lyset af den grønne omstilling.

- Jeg får gang på gang besked på, at de har dem, som de skal bruge, og det er simpelthen ikke det fedeste, når man står med en kæmpe interesse for faget og har en enorm stor lyst og gåpåmod til at lære endnu mere om tømrerfagets mange opgaver. Jeg er så klar til at give den gas og udvikle mig fagligt indenfor området. Jeg mangler blot muligheden, og jeg vil selvfølgelig ikke opgive håbet, siger Alexander John Hansen.

Han har svært ved at forstå alle de afslag fra virksomhederne, da han flittigt har passet et fritidsjob, siden han var 15 år i Discount 365, MENY i Frederikshavn og Restaurant Jerry's.

- Jeg er bestemt vant til at have travlt og jonglere med flere opgaver på én gang. Jeg håber virkelig på, at fremtiden bliver bedre for mig og mine klassekammerater i forhold til mangel på lærepladser, siger Alexander John Hansen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...