Melodi Grand Prix-scenen i Arena Nord har været et år undervejs
Når Dansk Melodi Grand Prix 2026 løber over skærmen 14. februar fra Arena Nord i Frederikshavn, ligger der mange arbejdstimer bag. Det slår Søren Bjørn fast. Han er redaktør på showet og er en del af det hold, som sørger for, at alt spiller, når kameraerne tændes, og publikum sidder klar i deres stole.
- Det skal være et show, som samler alle danskere – både unge og ældre. Der er så stor en tradition omkring Dansk Melodi Grand Prix, at der er nogle rammer for, hvordan sådan et show skal se ud, men samtidig får vi også serveret otte nyproducerede, danske sange, så vi skal hele tiden nytænke uden at glemme, hvad vi står på skuldrene af, fortæller han om tankerne bag showet.
Der er intet loft for de idéer, der måtte opstå. Sådan var det blandt andet også, da hans redaktion sidste år fik idéen om, at Birthe Kjær skulle synge 'Vi maler byen rød' i en meget stor kjole under showet.
- Det skal jo være ekstra til Dansk Melodi Grand Prix, og det er i det der mellem-act mellem deltagerne og resultatet, at vi - udover i årets sange - får lov til at lege ekstra meget, og det er måske det, jeg elsker allermest, siger Søren Bjørn til DR's hjemmeside.
Scenen genbruges
Den scene, deltagerne og værterne står på om aftenen, er også blandt andres Søren Bjørns ansvar i samspil med en scenograf og en lysdesigner. Her fortæller han, at den faktisk bliver genbrugt hen over flere år. Derfor var det eksempelvis den mindre scene fra 2024 i DR Koncerthuset, da Saba vandt, også samme scene, som blev gjort større til Jyske Bank Boksen sidste år, da Sissal vandt.
Og den scene, som deltagerne i år skal stå på i Frederikshavn, blev allerede tegnet i foråret 2025. Den er naturligvis blevet tilrettet hen over året, så den står skarpt 14. februar i Arena Nord, men de første skridt mod den endelige scene har et år på bagen.
- Så vidt jeg kan huske, er den her scene med sidestykker vist 27 meter bred. Det er jo noget af en scene, og det skal det heldigvis også være, siger Søren Bjørn.
En så stor scene og et så stort show kræver derfor også et stort hold. Søren Bjørn antager, at der måske er op mod 200 mennesker involveret, når showet starter 14. februar klokken 20:00. Tallet er inklusiv en række redaktioner, som arbejder rundt om showet på kryds og tværs – for eksempel dem, der bestemmer musikken, og de tømrere, der bygger kulisserne - men det endelige antal af mennesker, der arbejder for at få Dansk Melodi Grand Prix til at køre rundt, kan han ikke gætte. Men det er et højt antal, siger han og griner.
Et godt flow er essentielt
Selv om Søren Bjørn ikke er en del af den gruppe, der bestemmer hvilke otte sange, der skal konkurrere til Dansk Melodi Grand Prix, er han en del af den udvalgte gruppe af mennesker, som bestemmer rækkefølgen af deltagerne på aftenen.
- Et begreb, vi arbejder med er, om det er kolde eller varme sange. Der er blå sange, og der er røde sange, som skal præsenteres med kolde og varme farver. Så hvordan vil rækkefølgen bedst passe til showet? Der skal være nogle skift i løbet af aftenen, så vi ikke lægger alle balladerne samtidig, forklarer han til DR's hjemmeside.
Selve deltagernes sceneshow er også noget, der sker i samarbejde med holdet rundt om Dansk Melodi Grand Prix og holdet rundt om deltageren selv.
- Det vigtigste er, at artisten skal komme godt ud gennem skærmen, og der skal være en historie at fortælle. Det er ikke nok kun at kunne synge. Du skal også kunne performe, slår han fast og fortsætter:
- Dem, der skal danse på scenen, er allerede i gang med vores koreograf og stage director for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Så der ligger mange timer bag.
Søren Bjørn peger derfor på, at Dansk Melodi Grand Prix som show, tradition og fællesskabende begivenhed er en holdindsats. Det er ikke noget, der kan lade sig gøre, uden at alle er med i arbejdet – og heldigvis er alle med på at arbejde for at skabe det bedste show år efter år:
- Det er jo verdens sjoveste arbejde, når man elsker Dansk Melodi Grand Prix på den måde, vi på holdet gør. Folk sidder og råber og skriger på redaktionen for at overgå hinanden med deres idéer. Vi laver jo showet for hele Danmark og alle fans af Dansk Melodi Grand Prix, og den opgaver tager vi alle sammen meget alvorligt.
Torsdag 22. januar offentliggør DR de otte artister, der deltager i Dansk Melodi Grand Prix 2026 i Arena Nord i Frederikshavn.
Showet kan du se på DR1 og DRTV 14. februar klokken 20:00. Hvis du vil opleve det i salen og mærke konkurrencen helt tæt på, er der stadig få billetter til showet, som du kan købe lige her. Showet er stort set udsolgt, men det er enkelte pladser ledige.




































