Mikkel: 2015 har været det bedste år i mit liv
Mikkel Egelund - pædagog, kunstner, skuespiller, tv-vært med mere - er dagens hovedperson i vores juleserie.
Det vil jeg huske 2015 for...
- Jeg kan uden tøven sige, at 2015 har været det bedste år i mit forholdsvis unge liv på 31 somre. Dette var året, hvor hårdt arbejde lønnede sig, og drømmene gik i opfyldelse. Normalt ser folk mig med spraydåser eller en pensel i hånden, hvor jeg går under navnet "Smelt Mig", men 2015 blev altså året, hvor jeg for en periode har lagt disse udtryk på hylden, fordi jeg fik muligheden for at arbejde med en anden stor drøm. Siden jeg var dreng, har jeg dyrket teater, og jeg har blandt andet været med under Tordenskioldsdagene.
- 2015 var året, hvor jeg fik muligheden for at være med i Norskov på TV2 - både som casting assistent og skuespiller i rollen som Daisy. En skøn lille rolle, som både havde lidt humor og action med sig. Dette var en fantastisk oplevelse at få lov til at lave det, som man føler, at man har haft 31 års tilløb til. Det var en vild oplevelse at være sammen med så mange vildt dygtige og enormt dedikerede mennesker. som er både foran og bagved kameraet. Jeg synes, det er så brandærgerligt, at serien ikke ser ud til at få mere sendetid, da jeg helt klart mener, den har fortjent mange sæsoner. Seriens forfatter, Dunja Gry, har skabt en fantastisk fortælling, som desværre i værste fald må afsluttes i vores egen fantasi.
- 2015 var også året, hvor jeg og nogle rigtig gode kammerater skabte vores eget TV-program - i samarbejde med TV2 Nord og produktionselskabet Jensen og Jensen. Programmet "Er Der Nogen?" handler om, at vi drengerøve bliver efterladt på hjemsøgte steder forskellige steder i det mørke Nordjylland.
Programmet fik rigtig mange seere, og vi er netop gået i gang med optagelserne til sæson to af programmet. Det har været så fedt at være på eventyr sammen med sine bedste venner, og jeg skylder dem meget af æren for, at 2015 blev så freaking awesome! Tak til Nicolai Sund, Morten "Kumme" Nielsen og Mathias Dokkedal ... and others.
- Så drømmene har for mig stået i kø for at gå i opfyldelse i 2015, og det er jo bare fedt!
- 2015 var også året, hvor min daglige arbejdsplads Ungdomsgården Hånbæk smeltede sammen med byens to andre fritids- og ungdomsklubber, Kaj Bundvad og Bangsbo Klubben. Dette er gået så godt, og vi har fået skabt en fantastisk spændende klub med mangfoldighed i både børne-, ungdoms- og personalegruppe. Hotspot Frederikshavn hedder den nye klub, og jeg er som pædagog stolt over resultatet. Vi glæder os til at skabe Danmarks bedste fritids- og ungdomsklub.
Sådan holder jeg juleaften i år...
- I år skal jeg holde jul hos min bror i Aalborg. Han og hans kone har to skønne unger, så mon ikke det betyder, at julemanden også kigger forbi juleaften. Jeg elsker juleaften og juledagene.
Den jul glemmer jeg aldrig...
- Julen skal opleves igennem børnenes øjne, og jeg har mange fantastiske juleminder fra min barndom. Særligt husker jeg, når hele min store familie samles hos min farmor på hendes landsted helt ude i Vogn. Dagen efter gentog vi så herlighederne hos min mormor og morfar. Fætre og kusiner, onkler og tanter, bedsteforældre og børnebørn. Totalt kaos, men helt ud fantastisk.
Det må der gerne ligge under juletræet til mig...
- Jeg har meget svært ved at finde på ønsker til mig selv, men jeg har da ønsket mig et gavekort til House of art, så jeg kan få en tatovering som minde for de oplevelser, som 2015 har budt på...
Mit ønske for 2016 er...
- At Norskov på en eller anden måde får en chance for at forsætte sin fortælling om vores skønne by... og selvfølgelig, at Daisy er med.