Gå til hoved-indhold
01. juli 2024 - kl. 00.07

Misbruger med kritik af kommune og opfordring til forældre

  • 2 af 2
    Mathias Snedker: - Hold øje med de unge mennesker. Har deres opførsel og adfærd ændret sig over et stykke tid? Og prøv måske ud af det blå at tage en urinprøve. Jeg tror, at folk vil blive overrasket over, hvor mange der vil slå ud med en positivt test.
Af: Michael Frederiksen

Den tidligere misbruger Mathias Snedker kritiserer Frederikshavn Kommunes opfølgning og efterbehandling, når borgere kommer hjem efter dyr døgnbehandling. Han opfordrer desuden forældre til at narkoteste deres børn. Hvorfor nu det? Det forklarer han i videoen.

- Jeg har et brændende ønske om at råbe vores borgmester og byens politikere op og få dem til at sætte meget mere ind på dette område. Der gøres for lidt, og mange falder derfor tilbage i misbruget, mener Mathias Snedker.

Han er 33 år og stammer fra Aalborg, men bor nu i Frederikshavn. Han har været misbruger i mange år, men efter to døgnbehandlingsforløb på Bornholm er han nu clean. Det skyldes dog ikke Frederikshavn Kommunes opfølgning og efterbehandling.

- Du bliver tilknyttet et behandlingscenter, hvor der er en gruppe én gang om ugen og en individuel samtale hver 14. dag. Det betyder, at du sidder mange timer alene, når du kommer hjem i dit eget nærmiljø og lejlighed, hvor du eventuelt har været misbruger i. Pludselig sidder du i det samme igen, og så kan det være svært at gøre en forandring, siger Mathias Snedker.

Han savner en større indsats fra Frederikshavn Kommune for at hjælpe dem, der har taget skridtet og vil noget andet med deres liv. Kommunens nuværende begrænsede tilbud kan i sidste ende blive dyr.

- Jamen, der er jo risiko for et tilbagefald hos den pågældende borger, som har været afsted i et døgnbehandlingsforløb, og det vil koste kommunen ufatteligt mange penge. Måske bliver det nødvendigt med endnu en døgnbehandling, frygter Mathias Snedker.

Frederikshavn Kommune skal "blot" kigge på modellen, som Aalborg Kommune anvender. Her bor borgere, der kommer hjem fra et døgnbehandlingsforløb, i Baghuset.

- Du bor altså sammen med andre, der lige er kommet hjem fra et døgnbehandlingsforløb. Her har du en fast struktureret hverdag med personale et fast antal timer om dagen, hvor du får mulighed for at bruge de værktøjer, du har fået.

Det lyder dyrt?

- Ja, men ikke i forhold til, hvad det koster at sende folk i behandling og kommunen ellers går og bruger penge på, så tænker jeg faktisk, at det er en relativ billig investering.

Mathias Snedker er desuden af den overbevisning, at behovet for hjælp til misbrugere vil stige, idet han vurderer, at Frederikshavn og de fleste andre byer oplever et stigende antal misbrugere.

- Stofferne er meget nemmere at få fat på, hvilket ikke mindst skyldes de sociale medier, hvor det er nemt at kommunikere. De bliver solgt åbenlyst i gader og stræder, og de unge mennesker starter også i en tidligere alder, vurderer Mathias Snedker.

Han har en klar opfordring til alle forældre i Frederikshavn Kommune. 

- Hold øje med de unge mennesker. Har deres opførsel og adfærd ændret sig over et stykke tid? Og prøv måske ud af det blå at tage en urinprøve på deres børn. Jeg tror, at folk vil blive overrasket over, hvor mange der vil slå ud med en positivt test.

Hvor kommer din viden fra?

- Det kan jeg se generelt i bybilledet, og det kommer også fra mund til mund fra andre personer. Den kommer faktisk også fra folk, som sidder i problemerne selv og kan se, hvor voldsomt det er.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...