Navneskift til Park Hotel & Vinbar markerer generationsskifte
Med et navneskift til Park Hotel & Vinbar markeres samtidig et generationsskifte, når Susanne Helena Thomsen fremover står i spidsen for det idylliske hotel i Jernbanegade i Frederikshavn. Hun afløser sin mor, Lis Thomsen, som frontkvinde for hotellet.
- For frederikshavnerne og gæsterne i byen vil den mest mærkbare ændring være, at vores vinbar med små lækre tapasretter åbner 22. september. Det bliver for alle, der kan lide vin og drinks, og vi glæder os til at kræse om vores gæster. Man behøver ikke at vide noget om vin i forvejen, men jeg fortæller gerne om min viden omkring vin. Er man en af dem, der ved mere om vin, er man velkommen til at udfordre mig, smiler Susanne Helena Thomsen, der sideløbende med en karriere i hotelbranchen har taget en otte-årig international vinuddannelse hos WSET i London.
Vinbaren vil også holde events, hvor de lokale får mulighed for at blive udfordret og få øget kendskabet til vin.
- Det skal ske på den sjove og seriøse måde. Det kunne være en pigepolterabend, der får en lektion i bobler, kortklubben, der kommer forbi og smager portvin, winedinners, vinskole samt vin- og ølsmagninger. Der vil være specialøl fra Ingstrup Mejeri, og jeg vil gerne bidrage med noget nyt til byen, men jeg holder også fast i det traditionelle. Det bliver ikke en hipster vinbar med orange vine eller naturvin, men til gengæld serverer vi små, lækre og særligt udvalgte tapasretter, siger Susanne Helena Thomsen.
Park Hotel stammer fra cirka år 1870, så der har været drevet hotel på adressen i over 150 år. De sidste knap 50 år med Lis Thomsen ved roret.
- Jeg startede selv i opvasken som 10-årig, og jeg har brugt hele mit liv i hotelbranchen, hvor jeg allerede fik mit første direktørjob som 29-årig. Hvis jeg har arvet min mors gener, er der mindst 20 gode år i mig endnu, og jeg håber da, at en af mine 11 nevøer og niecer en dag vil tage over efter mig, siger Susanne Helena Thomsen.
Park Hotel & Vinbar har 18 værelser til rådighed – heraf seks suiter, og man vil på hotellet kunne se nogle forandringer på grund af ejerskiftet.
- Der bliver bragt nogle nye ting ind, så det hele får et lille twist med en stor respekt for det gamle. Det er stadigvæk et old-school hotel, hvilket jeg ikke ønsker at ændre på. Min mor vil man stadig kunne møde på hotellet. Hun går blot fra 100 timer om ugen til en normal arbejdsuge, smiler Susanne Helena Thomsen.