Gå til hoved-indhold
10. juli 2026 - kl. 00.07

Ny gæstekunstner indtager væggene i Galleri Virak

  • 1 af 4
    Foto: Franco Coluzzi
  • 2 af 4
    Foto: Franco Coluzzi
  • 3 af 4
    Foto: Franco Coluzzi
  • 4 af 4
    I dag bor og arbejder Franco Coluzzi fra sit atelier i Aalborg, hvor han fortsat udforsker mødet mellem Nordens afdæmpede lys og sydens varme farvepalet.
Af: Michael Frederiksen

I juli og august får Galleri Virak i gågaden i Frederikshavn besøg af den dansk-italienske kunstner Franco Coluzzi, der udstiller et udvalg af sine malerier og tegninger. Den Aalborg-baserede kunstner har gennem årtier arbejdet med scenografi, illustration, vægudsmykninger og maleri, men det er især de stemningsfulde malerier, der nu får plads på galleriets vægge.

Franco Coluzzi er uddannet på Kunstakademiet i Milano og voksede op mellem to kulturer med italiensk far og dansk mor. Denne dobbelte tilknytning præger hans kunstneriske univers, og hans værker afspejler mødet mellem Sydeuropas varme lys og farver og Nordens mere afdæmpede stemninger.

Skønheden i det oversete
Et gennemgående træk i Coluzzis kunst er interessen for det, andre måske går forbi uden at bemærke. Skygger på en mur, slidte overflader, mønstre i arkitekturen eller et særligt lysfald bliver løftet frem som hovedmotiver. Hans billeder handler ikke blot om at gengive virkeligheden, men om at fastholde en stemning eller en oplevelse af et sted.

- Min kunst afspejler måden, jeg ser verden på – fyldt af skønhed, underlige overraskelser og skjulte forbindelser. Jeg fascineres af skygger, farver, former og mønstre, som jeg finder overalt omkring mig, og som finder vej ind i mine malerier, fortæller Franco Coluzzi.

Selv om udgangspunktet ofte er figurativt, arbejder Coluzzi bevidst med at udfordre det realistiske og det skaber værker, der på én gang virker genkendelige og drømmende.

Hans baggrund som scenograf mærkes tydeligt. Perspektiv, rumlighed og fortælling spiller en vigtig rolle, og han anvender undertiden trompe-l'œil-effekter – optiske illusioner, der får fladen til at virke tredimensionel.

Hurtige lag og levende udtryk
I arbejdet med malerierne anvender Franco Coluzzi primært akrylmaling. Materialet giver mulighed for at arbejde hurtigt og spontant, hvor lag på lag skaber dybde og liv i billederne. Resultatet er malerier med stor stoflighed og levende overflader, hvor spor af processen ofte er synlige.

De udstillede tegninger fungerer som studier og skitser af steder og stemninger – små visuelle erindringer, fastholdt på papir. Som visuelle dagbogsnotater fra steder og øjeblikke, der har fanget hans opmærksomhed.

Tegningen har gennem hele kunstnerens karriere været fundamentet for hans arbejde, uanset om det har handlet om scenografi, udsmykninger eller maleri.

Erfaren kunstner med international baggrund
Gennem sin karriere har Franco Coluzzi udstillet i både Danmark og Italien og stået bag en lang række udsmykningsopgaver for blandt andre Aalborg Lufthavn, Aalborg Zoo, TV Aalborg og Det Italienske Kulturinstitut i Oslo, ligesom han har skabt scenografi for blandt andre Jako Bole Teateret, Det Nordjyske Operakompagni, Danmarks Radio og Karneval i Aalborg. Han har desuden undervist børn, unge og voksne i tegning og maleri.

I dag bor og arbejder han fra sit atelier i Aalborg, hvor han fortsat udforsker mødet mellem Nordens afdæmpede lys og sydens varme farvepalet.

Udstillingen i Galleri Virak kan opleves i fra lørdag 18. juli, hvor der er fernisering kl. 11-13, og værkerne kan ses indtil lørdag 29. august.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...