Gå til hoved-indhold
27. maj 2026 - kl. 00.05

Ny kæde med fart på: Hi five åbner sin 10. butik i Frederikshavn

  • 1 af 3
    Her ses facaden ud mod Hjørringvej.
  • 2 af 3
    Hi five får adresse ved siden af Harald Nyborg, som også ejer Hi five-kæden.
  • 3 af 3
    Et Hi five-indgangsparti placeret på bygningen i Frederikshavn i et forsøg på at vise, hvad der venter kunderne fra 25. juni.
Af: Michael Frederiksen

Nonfood-kæden Hi five åbner torsdag 25. juni ved siden af Harald Nyborg ud mod Hjørringvej i Frederikshavn.

Kæden åbnede sin første butik i Danmark i november 2024, og siden er det det gået stærkt. Butikken på H.C. Ørsteds Vej i Frederikshavn bliver den 10. i rækken.

- Hi five-butikkerne er fyldt med farver, deals, fantastiske priser og brands, som kunderne kender. Du finder alt fra solbriller og sokker til sæbe, lidt snacks og sjove ting. Vi giver kunderne gode oplevelser og lave priser, siger direktør Bent Holm.

Han har tidligere stået i sidsen for den svenske afdeling af Netto samt den svenske kæde Dollarstore. Nu er han frontfigur i Hi five, som ejes af Harald Nyborg-koncernen.

Hi five rykker ind i de lokaler, som senest husede My Home, men til at begynde med var det Daells Varehus, som disponerede over de 1200 kvadratmeter. De bliver ifølge Bent Holm nu fyldt med "begejstring, glæde og energi".

Kæden har omkring 7.000 varenumre inden for kategorierne home, køkken, skønhed, party, sæson, opbevaring, dyr med mere.

- Hos Hi five handler det ikke bare om at købe ind. Det handler om at have det sjovt, mens du handler. Stemningen er god, musikken spiller og hylderne er fyldt med nye produkter hver uge, lover Bent Holm.

Han lægger også stor vægt på, at medarbejderne er begejstrede og har nærvær. Det ved han, at butikschef Nicklas Holmberg Schmidt har. For første gang i kædens korte historie har Hi five rekrutteret en butikschef fra egne rækker. Han kommer fra en stilling som souschef i Hi five i Hjørring.

- Han er en fantastisk fyr. Han er skarp og struktureret og har den rigtige energi, fortæller Bent Holm.

Der bliver syv fuldtidsmedarbejdere og i alt 15 ansatte i Frederikshavn. Hi five søger lige nu butiksassistenter under 18 år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...