Gå til hoved-indhold
25. november 2025 - kl. 08.11

Ny kystnær feriepark ved Lyngså skal løfte turismen i Nordjylland

  • 1 af 2
    Luftfoto af projektområdet ved Lyngså, hvor ferieparken planlægges. Foto: Nordicals Vendsyssel
  • 2 af 2
    Kyststrækningen ved Lyngså syd for Sæby, hvor den planlagte feriepark får direkte adgang til Kattegat. Foto: Nordicals Vendsyssel
Af: Michael Frederiksen

En ny feriepark ved Lyngså kan blive et vigtigt skridt mod mere helårsturisme i Nordjylland, når en kystnær projektgrund med godkendt lokalplan, der giver lov til op til 158 ferieboliger og subtropisk vandland, nu sættes til salg. Projektet skal være med til at forløse det turismepotentiale, som både politikere, erhvervsorganisationer og regionale turismeaktører ser i Sæby som en "usleben diamant".

Nordicals Vendsyssel udbyder nu en projektgrund ved Lyngså, hvor kommunen allerede har vedtaget en lokalplan, der giver mulighed for etablering af en feriepark med op til 158 ferieboliger, subtropisk vandland, restaurant, tennisbaner og øvrige ferieparkfaciliteter.

- Projektgrunden har en helt unik beliggenhed tæt på østkysten og med kort afstand til stranden. Samtidig er det usædvanligt, at der allerede foreligger en godkendt lokalplan til et feriecenter med tilhørende ferieboliger – den kombination ser man ikke ret mange steder i Danmark, siger Simon Wiehl, erhvervsmægler og partner hos Nordicals Vendsyssel.

Simon Wiehl understreger, at grunden er planlagt som et sammenhængende, kystnært ferieområde, hvor naturen og nærheden til Kattegat er den bærende kvalitet.

En analyse fra Nordicals peger på, at rammevilkårene for ferieprojekter som Lyngså er markant forbedret over det seneste årti.

Over de sidste ti år er antallet af kommercielle overnatninger i Danmark steget med 47 %. Internationale gæster står i dag for 57 % af alle overnatninger, mens de resterende overnatninger kommer fra danskerne selv, som i stigende grad vælger ferie i Danmark frem for udlandet.

Samtidig peger analysen på, at omkring 70 % af alle overnatninger sker uden for de største byer København, Aarhus, Odense og Aalborg. Det er især de kystnære ferie- og sommerhusområder, der trækker gæsterne – og sommerhusudlejning udgør næsten halvdelen af alle overnatninger, med hoteller som næstmest benyttede overnatningsform.

- Når vi ser på udviklingen nationalt, er Danmark i høj grad en kystturismedestination. Det er ikke kun storbyerne, der vokser – tværtimod ligger hovedparten af væksten i de kystnære områder, som Lyngså er en del af, siger Thomas Helbo, Head of Data & Research hos Nordicals.

Tyske turister er stadig den største internationale gruppe og viser i analyserne en klar præference for ferie ved vandet – præcis den type destination, Lyngså kan blive en del af.

Turisme som bærende erhverv i en international kommune
For erhvervsdirektør Niels Bay Christensen fra Erhvervshus Nord er ferieparken ikke et isoleret projekt, men et element i en større erhvervsstrategi for Frederikshavn Kommune. Erhvervshus Nord er det lokale erhvervsfremmesystem, der på vegne af kommune og erhvervsliv arbejder med at tiltrække investeringer, udvikle virksomheder og omsætte erhvervsstrategier til konkret vækst.

Kommunen har i dag en stærk international økonomi baseret på blandt andet fiskeri, maritim industri, recycling og forsvar – og oplevelsesøkonomien er en af de prioriterede søjler.

- Vi har omkring 100 km kystlinje og nogle af Danmarks mest attraktive kystområder. Skagen er et velkendt brand, mens Sæby og området ved Lyngså rummer et stort uforløst potentiale. Et feriecenter her vil være en såkaldt primær aktør – en virksomhed, der selvstændigt trækker gæster til området – og som giver et markant aftryk på de følgevirksomheder, der lever af turismen, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.

Han peger på, at turismen er afgørende for at fastholde et bredt vareudbud i byerne:

- Når der kommer gæster, kan lokale butikker og restauranter holde åbent på et helt andet niveau, end hvis de kun skulle leve af den faste befolkning. For borgerne betyder det simpelthen højere livskvalitet og bedre handlemuligheder i hverdagen.

Kvalitetsturisme frem for masseturisme
Toppen af Danmark, der er en af landets ældste turistforeninger med 120-års jubilæum næste år, arbejder på tværs af Vendsyssel for at udvikle turismen kommercielt og ansvarligt. Turistdirektør Nicolai J. Nissen ser et klart match mellem Lyngså-projektet og den retning, man ønsker for området.

- Det her projekt passer nærmest som hånd i handske med vores strategi. Det, der virker i dag, er kvalitetsturisme og gennemarbejdede koncepter med lokal forankring – hvad enten det handler om gastronomi, kunst og håndværk eller naturbaserede oplevelser ved kysten, siger Nicolai J. Nissen, turistdirektør hos Toppen af Danmark.

Han understreger, at målet ikke er flest mulige gæster for enhver pris:

- Som turistorganisation arbejder vi ikke for bare at få flere og flere gæster. Vi vil have flere af de rigtige – dem, der bruger de lokale faciliteter, går på restaurant, besøger attraktioner og bidrager positivt til lokalsamfundet. Det handler om at skabe en stærk og bæredygtig vækst, ikke om at presse prisen i bund og fylde mest muligt.

Ifølge Nicolai J. Nissen ligger der en oplagt mulighed i at tænke ferieparken som et unikt, natur- og wellnessorienteret koncept snarere end en kopi af eksisterende feriecentre.

- Vi har bl.a. drøftet idéen om at lade sig inspirere af Blue Lagoon i Reykjavik frem for de traditionelle ferieparker. Hvis man bruger havet aktivt – eksempelvis med opvarmet havvand, wellness og udefaciliteter i læ af klitterne – kan man skabe en naturskabt feriepark, som skiller sig tydeligt ud på markedet, siger han.

På den måde kan ferieparken målrettes både børnefamilier og et voksent publikum, som efterspørger ro, natur og kvalitetsoplevelser.

- Vi ser en stor og voksende målgruppe af modne, købestærke gæster – både danske og udenlandske – som gerne betaler for et gennemført kvalitetsprodukt med natur, gode måltider og autentiske oplevelser. Det er netop den type gæster, sådan et projekt kan tiltrække, tilføjer Nicolai J. Nissen.

Den kystnære beliggenhed er den største driver
Som tidligere kommerciel chef hos en af Danmarks største ferieudlejningsvirksomheder har Nicolai J. Nissen arbejdet indgående med data om gæsternes præferencer. Én konklusion går tydeligt igen:

- Afstanden til vand er den klart største driver, når gæster vælger ferie i Danmark. Inden for cirka to kilometer fra kysten stiger attraktiviteten markant – men når du kommer længere væk, mister havet sin effekt. Har du direkte adgang til stranden på den "rigtige" side af vejen, kan det alene betyde op mod 20 procent forskel i pris, siger han.

Netop derfor vurderes Lyngså-grundens placering tæt ved Kattegat som et af projektets stærkeste kort.

Både Erhvervshus Nord og Toppen af Danmark oplever tydelige tendenser, der taler for nordiske kystdestinationer som Lyngså. På den ene side spiller klimaet en stadig større rolle:

- Vi ser en bevægelse mod destinationer, hvor det stadig er sommer – men hvor det er til at trække vejret. Folk søger steder, der både klimamæssigt og geopolitisk opleves trygge, og her har Danmark og Nordjylland et stort trækplaster, siger Nicolai J. Nissen.

På den anden side er økonomien en faktor, særligt i Tyskland:

- I mange år var det primært den lavere middelklasse, der tog til Danmark med bilen og køleboksen. Nu ser vi, at middelklassen og den øvre middelklasse i Tyskland i stigende grad vælger Danmark som et mere nært og trygt alternativ til de helt dyre oversøiske rejser – og de bruger gerne penge på gode overnatninger, gastronomi og kultur, siger han.

Investorer med erfaring – og international interesse
Nordicals oplever, at interessen for ferie- og oplevelsesprojekter generelt er stigende, og Lyngså-grunden ser ikke ud til at blive nogen undtagelse.

- Det her er ikke et typisk projekt for lokale investorer. Vi forventer investorer, der allerede har erfaring med ferieparker, hoteller eller større rekreative anlæg – og som kan se det langsigtede potentiale i at udvikle en kvalitetsdestination ved kysten, siger Simon Wiehl.

- Interessen kan både komme fra nationale aktører og fra udlandet. Tyskland og Holland er oplagte markeder, ligesom kapitalfonde og pensionsselskaber traditionelt kigger ind i den her type langsigtede ejendomsinvesteringer. Vi tror på, at den rigtige investor kan skabe et projekt, som både bliver en god forretning og et nyt samlingspunkt for gæster og lokale ved Kattegat, siger Simon Wiehl.

Interessenter kan rekvirere salgsprospekt og yderligere materiale hos Nordicals Vendsyssel og efter aftale få adgang til supplerende data.

Faktaboks
Adresse: Nordostvej 111 og Sønderklitvej 30, 9300 Sæby
Grundareal: 56,11 ha
Lokalplan: SAE.9.07.0 – vedtaget 18. december 1989
Anvendelse: Ferie- og fritidsformål
Kontantpris: 45.995.000, ekskl. moms

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...