Gå til hoved-indhold
19. oktober 2023 - kl. 00.10

Nyt firma i Thorshøj hjælper virksomheder med at forbedre digital profil

  • 1 af 1
    - Jeg kunne spore et behov for en fleksibel marketinghjælp i de virksomheder, som ikke nødvendigvis har råd til en marketingmedarbejder på fuld tid, siger Jette Hansen.
Af: Michael Frederiksen

Jette Hansen har netop åbnet virksomheden SoYou Marketing, som hun driver fra sin bopæl i Thorshøj. SoYou Marketing hjælper virksomheder med sociale medier, content creation, copywriting og vedligehold af websites – alt sammen på timebasis og efter behov.

- Jeg fandt ud af, at en del virksomheder har svært ved at få overblik over diverse platforme og skabe kreativt indhold, som de sociale medier og generel online tilstedeværelse kræver. Det ser ud til, at det ofte ender med at blive nedprioriteret i den daglige travlhed, og det forstår jeg godt. Derfor startede jeg SoYou Marketing for at tilbyde en fleksibel løsning, hvor virksomheder kan bruge mig på timebasis efter behov. På denne måde slipper de for dårlig samvittighed over, at deres hjemmeside ikke er up to date eller at spekulere på, hvad de skal poste på de sociale medier hvor, hvornår og hvordan, forklarer Jette Hansen.

Hun har de seneste 10 år arbejdet med marketing og har en Bachelor i Formidling og en Cand. IT i Oplevelsesdesign. Hun har senest været marketingkoordinator i seks år hos NS System i Frederikshavn. Med afsæt i det og interessen for content creation, SoMe og copywriting har Jette Hansen nu gjort det til sin mission at hjælpe virksomheder med at forbedre deres digitale profil.

- Det ideelle for mig vil helt sikkert være at hjælpe nordjyske virksomheder med at få sat de sociale medier i system, lave en rød tråd og formidle hverdagens gode historier i form af video, billeder og mærkbare tekster - for gode historier er der i alle virksomheder. Dernæst gælder det om at holde gryden i kog, så der bliver en kontinuerlig strøm af content på tværs af platforme, fortæller Jette Hansen.

Hun har kun været i gang i fire uger, men hun oplever en positiv opbakning og interesse i konceptet, hvor man kan få sin egen lille marketingafdeling, som man kan slå til og fra efter behov.

- De virksomheder, som har kontaktet mig, er indenfor vidt forskellige brancher. Nogen har brug for videocontent for at skabe en stemning omkring deres brand. Andre ønsker hjælp til at den daglige drift af sociale medier, og andre igen ønsker løbende sparring omkring deres online tilstedeværelse, fortæller Jette Hansen.

Hun bor i Thorshøj med sin kæreste Morten Thomsen, som ejer MOLITH Engineering. Parret har to børn på tre og seks år. I fritiden bidrager hun til det lokale fællesskab, blandt andet som bestyrelsesformand i Thorshøj Idrætsbørnehus. Her hjælper hun med grafik, kommunikation og SoMe. Det samme gør hun med Thorshøj Gamle Skole.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...