Gå til hoved-indhold
07. april 2021 - kl. 12.04

Officielt: Gorm Topholt skifter til Odense Bulldogs

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Gorm Topholt: - Min erfaring, vindermentalitet, vildskab og endeløse vilje til at arbejde benhårdt glæder jeg mig til at introducere i Odense.
Af: Michael Frederiksen

ISHOCKEY: Nu er det officielt. 24-årige Gorm Topholt har underskrevet en to-årig kontrakt med Odense Bulldogs.

Kanal Frederikshavn har tidligere skrevet, at Gorm Topholt forlader Frederikshavn White Hawks, og han forsætter altså karrieren på Fyn.

Odense Bulldogs har netop præsenteret den frederikshavnske fighter - Årets Danske Spiller i White Hawks - på sin hjemmeside.

- Gorm Topholt er en stærk forward med et fortsat stort udviklingspotentiale, som fra den kommende sæson vil give os flere muligheder og styrke vores offensive spil. Han er desuden skarp i undertalsspillet og bliver derfor særdeles værdifuld og vigtig i netop disse situationer. Til trods for sin forholdsvis unge alder har Gorm masser af erfaring fra øverste hylde i Metal Ligaen og med sin hidtil bedste sæson netop overstået, er der lagt i støbeskeen til en brandvarm angriber, som træder ind på isen i den kommende sæson, fortæller adm. direktør i Odense Bulldogs, Ole Nielsen.

Gorm Topholt debuterede for høgene i 2013/14-sæsonen og har siden været fast mand i WH.

- Jeg har længe haft et ønske om at prøve noget nyt, og udfordringen i at bringe Odense Bulldogs tilbage i toppen af dansk ishockey og i slutspillet motiverer mig helt vildt. Jeg har selv gæstet Bulldogs med fyldte tribuner og en intens atmosfære, og det er ikke et sjovt sted at være som udehold - det skal vi tilbage til. Min erfaring, vindermentalitet, vildskab og endeløse vilje til at arbejde benhårdt glæder jeg mig til at introducere i Odense. Sidste sæson var rigtig god for mig, men det var kun starten, og jeg håber at kunne fortsætte min udvikling i Odense Bulldogs og få mere ansvar, siger Gorm Topholt til Odense Bulldogs' hjemmeside.

Gorm Topholt blev noteret for 23 point i 52 kampe i denne sæson.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...