Gå til hoved-indhold
05. oktober 2014 - kl. 00.10

Pennas æggekage er ægceptionel

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Pennas fantastiske æggekage. Foto: Anders Morgenstierne
  • 4 af 4
    Pennas fantastiske æggekage. Foto: Anders Morgenstierne
Af: Anders Morgenstierne, journaliststuderende

Ved Rønnerhavnen laver Penna sine berømte æggekager. Hun har i sit liv fundet frem til den opskrift, som hun bruger i sin restaurant i dag. 

Rejsen mod Frederikshavn er for de fleste langt mod nord. Er man villig til at fortsætte en smule længere mod nord til Nordre Strandvej, kan man besøge Penna’s Restaurant, hvor Penna har gjort det at lave æggekage til en kunst.

Penna’s Restaurant ligger derude, hvor en førstegangsfrederikshavner farer vild for at finde hen. Restauranten ligger i Rønnerhavnen ved Frederikshavn, og er omgivet af en vindblæst sandstrand, og der er her lovning på palmer.

Palmerne lod vente på sig, da de er sat i drivhus i læ for vinteren, og stranden havde hårde forudsætninger på denne årets første oktoberdag. Derfor føles det på gåturen langs Frederikshavns strandpromenade, som om Pennas Restaurant bliver flyttet længere og længere væk, jo tættere på man kommer.

“Jeg har altid villet drive restaurant, og jeg elsker det stadig. Jeg har aldrig nogensinde ikke villet på arbejde, og den dag kommer heller ikke,” siger Penna, som tager imod i sin egen restaurant. Pennas Restaurant.

Når man endelig træder ind i restauranten, handler det hele om æggekage. Den æggekage, som ikke har ændret opskrift i de 41 år, Penna har levet af at servere mad. Med gråvejret i baggrunden ligner æggekagen i sig selv en anden verden med farverne, som kommer fra tomater, bacon, salat og purløg. Altid purløg på.

Pennas liv gik i æggekage

For Penna har der aldrig været et alternativ til at drive restaurant. Og da hun først begyndte at servere sin æggekage, var der heller ikke nogen vej tilbage fra den. Æggekagen blev hendes skæbne.

Æggekagen har i hendes liv taget hende igennem hele Nordjylland. I dag er hun både restaurantchef, værtinde og kok på Pennas Restaurant, hvor hun får det hele til at løbe rundt, imens hun stadig smiler, når hun snakker om, hvor travlt livet som restauratør kan være.

Æggekagen har gjort Penna verdensberømt i Frederikshavn. Alligevel deler hun gerne ud af opskriften på hendes livsværk.

“Den skal ikke piskes for meget, og der skal ikke løg i. Og så bager jeg den i ovnen,” siger Penna, inden hun reflekterer over, hvor mange der har henvendt sig til hende og fortalt, at det bare ikke var det samme, når de derhjemme selv lavede æggekagen. Æggekagen er Pennas.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...