PixlArt i Østervrå får 764.100 kroner af Nordea Fonden
Den nedlagte baptistkirke i Østervrå huser på 10. år den digital udstillingshal PixlArt, som siges at være verdens første. Udstillingshallen får nu en bæredygtig opgradering til gavn for fællesskabet. Det er et af de i 29 mødesteder i Region Nordjylland, som får 13,6 mio. kr. i støtte fra Nordea-fondens nye renoveringspulje.
- Vi er verdens første digitale udstillingshal, siger Tao Lytzen, der er formand og daglig leder af PixlArt i Østervrå, der er et eksempel på en af de 29 støttemodtagere i Nordjylland, som får del i de 13,6 mio. kroner.
At et mindre moderne kulturhus kan eksistere i en lille by som Østervrå med knap 1300 indbyggere, skyldes ifølge Tao Lytzen beliggenheden midt mellem Brønderslev, Hjørring, Frederikshavn og Sæby. Udstillingshallen rummer en teknologi, der kan projiceres op på alle flader til såvel udstillinger, som musikevents, teater og foredrag.
- Bygningen er over 100 år gammel, og ambitionen er at transformere og fony bygningen med respekt for bygningsarven, fortæller Tao Lytzen.
Renoveringen sikrer adgang for kørestolsbrugere og gangbesværede, isolering af taget og udskiftning af vinduer for at sikre et bedre indeklima og reducere energiforbruget. I alt modtager PixlArt 764.100 kr.
Modtagere i Vendsyssel:
- Lørslev Cafe og Kulturhus: 522.000 kr.
- Den Selvejende Institution Asaa Hallen: 899.505 kr.
- Den Selvejende Institution Dybvadhallen: 471.710 kr.
- Det Danske Spejderkorps Sæbygårdgruppe: 310.000 kr.
- Mygdal Kultur og Forsamlingshus: 238.163 kr.
- Aktivitetshuset Ravnshøj: 480.000 kr.
- PixlArt: 764.100 kr.
- S/I Skallerup Hallen: 414.354 kr.
- Fonden Brønderslev-Hallerne: 400.000 kr.
- Skærum Aktivitetshus: 339.824 kr.
Overvældende interesse fra hele landet
Der er nu sat punktum for behandlingen af de 1.276 ansøgninger, som Nordea-fonden har modtaget til Renoveringspuljen. Interessen har været overvældende – både i antal og i geografisk spændvidde. Ansøgningerne kommer fra hele landet – fra Bornholm til Nordjylland – og spænder fra forsamlingshuse og spejderhytter til idrætshaller og borgerforeninger.
Puljen, som oprindeligt var på 75 mio. kr., er blevet hævet til 100 mio. kr. som direkte resultat af den massive efterspørgsel og store lokale behov. Nu kan Nordea-fonden offentliggøre, at 187 mødesteder får støtte – og at puljen vender tilbage i efteråret 2025.
- Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes og engagerer os i fællesskaber. Derfor valgte vi at øge støtten fra 75 mio. kr. til 100 mio. kr. – og samtidig har vi besluttet at genåbne Renoveringspuljen i efteråret 2025. Vi vil nemlig meget gerne kunne imødekomme flere ansøgninger, når behovet og engagementet er så stort, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
De 187 støttede projekter er fordelt på 67 kommuner i alle landets fem regioner. Der er tale om både små og store projekter – fra en enkelt varmepumpe til omfattende renoveringer af forsamlingshuse og idrætshaller. Fælles for dem er, at de ønsker at styrke det lokale fællesskab gennem grønne og sociale forbedringer.