Gå til hoved-indhold
07. december 2025 - kl. 00.12

Pokalbrag: FfI's dygtige U17-drenge får besøg af AGF fra U17 Ligaen

  • 1 af 1
    Carl Emil Thaarup og de andre FfI-spillere møder søndag kl. 14.00 AGF's ligahold i pokalturneringen.
Af: Michael Kristensen

Der venter FfIs U17-drenge i fodbold en vanskelig, men helt igennem fantastisk kamp, når de i eftermiddag spiller ottendedelsfinale i DBU Jyllands pokalturnering mod AGF på kunstgræsbanen på Fodboldvej. AGF-mandskabet ligger på tredjepladsen i U17 Ligaen, blot ét point efter FC København og OB.

FfI vandt på suveræn vis sin Liga-1 pulje med maksimumpoint og en målscore på hele 48-8 i de 14 kampe, der blev spillet i rækken - to niveauer under Ligaen. En fremragende præstation, som klubben er vildt stolt af.

Nu venter sæsonens største kamp, når den hæderkronede aarhusianske klub lægger vejen forbi Fodboldvej i eftermiddag. En kamp, som hele klubben glæder sig til, og der ventes en masse tilskuere på kunstgræsbanen.

Cheftræner for de talentfulde U17-drenge er Jonas Serup. Han ser frem til, at holdet nu skal måle sig med de allerbedste i årgangen.

- Det er en kamp, vi ser meget frem til at spille. Vi ved, det bliver pivsvært, og der skal et mirakel til, hvis vi skal vinde kampen. Men vi vil gøre et forsøg og har forberedt os grundigt. Vi har set noget video af AGFs kampe og har fundet nogle smuthuller i deres spil, som vi tror, vi kan udnytte til at lave et godt resultat, siger cheftræneren.

Uden at forklejne Jonas Serups meritter som spiller og træner, så kan de ikke måle sig med ham, der står på modspillernes sidelinje i eftermiddag. AGF trænes nemlig af den tidligere FC København-spiller Ragnar Sigurdsson, der også har spillet 96 kampe for det islandske landshold. Klubmæssigt har har - ud over FC København - spillet for blandt andet Krasnodar og Rostov i Rusland, Fulham i England og IFK Göteborg i Sverige.

Jonas Serup er dog ikke mere benovet, end han tror på, at holdet kan levere overraskelsen.

- Vi kommer i hvert fald ikke til at lægge os ned og vil spille med fuld fart over stepperne. Vi ved godt, vi bliver presset i perioder, men vi får også vores momenter i kampen, og der skal vi slå til, lyder det fra Jonas Serup.

Har du lyst til at heppe på FfI-drengene mod AGF, er der kampstart klokken 14:00. Mikkel Yde har fået ansvaret som dommer, og til at hjælpe sig på linjen har han Bjarke Dybro og Kasper Lykke.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...