Gå til hoved-indhold
112
07. august 2025 - kl. 10.08

Politiets test sagde kokain - blodprøven sagde nej

  • 1 af 1
Af: Magnus Strøm Bach

En stille torsdag aften 11. juli endte brat for en ung mand fra Frederikshavn, da han blev stoppet af politiet og testet positiv for kokain. Men blodprøven viste senere, at han ikke havde indtaget noget som helst. Episoden har nu ført til både en klage mod Nordjyllands Politi og et krav om erstatning – og efterladt en bitter eftersmag hos den unge mand, som føler, han blev uretfærdigt behandlet.

Den unge mand, som ønsker at være anonym, havde lånt sin mosters bil. Det blev startskuddet til en den uventede anholdelse.

- Jeg havde lånt min mosters bil, så nummerpladen slog ud, at en kvinde ejede bilen, men en mand kørte den, fortæller han.

Politiet valgte hurtigt at teste ham for narkotika, og narkotesten gav udslag for kokain.

- Jeg forklarer dem, at jeg ikke tager stoffer. Jeg blev anholdt, og politiet beder mig om at tage mit tøj af for en nærmere undersøgelse. Jeg samarbejder med dem, og de var ordentlige ved mig, men jeg føler mig uretfærdigt behandlet, siger den unge mand og fortsætter:

- Det er ikke i orden, at jeg skal igennem det, når der intet var i mit blod. De fandt intet, heller ikke i bilen.

Fordi der ikke var nogen til at tage blodprøven i Frederikshavn – hverken på hospitalet eller hos en privatlæge – blev han i stedet kørt til Hjørring sygehus. Her blev prøven endelig taget tæt på midnat.

- Jeg blev kørt til Hjørring sygehus for at få taget den blodprøve og skulle selv finde ud af at komme hjem. Her er klokken tæt på midnat. Jeg er først hjemme igen ved 1-tiden, og anholdelsen skete 21.40, fortæller han.

Blodprøven viste senere, at der ikke var spor af kokain i hans system – hverken målelige mængder eller rester.

- Det er træls, at man skal igennem så lang en procedure for at finde ud af, at der ingen kokain var i mit blod. Der var ikke engang spormængder, fortæller den unge mand.

Kanal Frederikshavn beskrev anholdelsen, hvor der stod, at politiets test viste, han var påvirket af kokain og en blodprøve endeligt skulle bevise det – noget, der skulle vise sig at være forkert.

- Det, der var træls dengang, var at der stod i artiklen, at politiets test viste, jeg var påvirket af kokain, hvilket ikke var rigtigt, fortæller den unge mand.

Flere af hans venner og bekendte så anholdelsen og reagerede efterfølgende på omtalen.

- Omtalen på Kanal Frederikshavn gjorde, at nogle af mine kammerater skrev til mig, da de så mig blive anholdt. Jeg fik uønsket opmærksomhed, da jeg intet havde taget, fortæller han.

Sagen fik også konsekvenser på hjemmefronten.

- Det ødelagde også en masse på hjemmefronten. Min kæreste blev vred på mig, fordi der går jo tre uger før, der kommer svar på blodprøven. Så den er træls at have hængende over sig, fortæller han.

Den unge mand har nu klaget til Nordjyllands Politi over forløbet og søgt erstatning for frihedsberøvelse.

- Hvis deres testkit ikke virker som det skal, så skal man ikke udsættes for ransagning af bilen samt tjek på egen krop, mener den unge mand.

Kanal Frederikshavn har været i kontakt med Nordjyllands Politi. Vi har talt med leder af Operativ Færdsel, fg. politikommissær Hjalte Reine.

- Når patruljerne får mistanke om, at en fører er narkopåvirket, er det fast procedure at undersøge sagen nærmere. Ofte vil man starte med en alkometertest og eventuelt supplere med en narkotest. Sidstnævnte er en spyttest, som kan give positivt/negativt udslag for en række forskellige euforiserende stoffer. Det er et hurtigt og nemt screeningsværktøj, som ikke kan vise præcise koncentrationer, men kun sige noget om tilstedeværelsen af de forskellige stoffer, fortæller Hjalte Reine.

Dog er det hændt før, at spyttesten viser en falsk positiv, men det kan ikke vides, før blodprøven er taget.

- Testen kan vise falsk positiv ved brug af visse medicintyper – ligesom den også give udslag, selvom en blodprøve vil vise, at den egentlige koncentration er under bagatelgrænsen. Er testen positiv, vil føreren blive taget med til blodprøveudtagning, som er den eneste juridisk gyldige dokumentation for, om man har ført køretøjet med ulovlige stoffer i blodet. Er blodprøven negativ, frafalder sigtelsen for narkokørsel naturligvis, fortæller Hjalte Reine.

Politiet erkender, at det kan være en ubehagelig oplevelse, især hvis man ikke har taget noget.

- Når patruljen mistænker narkokørsel, er det også almindelig procedure at foretage ransagning af køretøjet for at afdække, om der er euforiserende stoffer gemt – ligesom man også kan vælge at kropsvisitere. Dette kan naturligvis være en ubehagelig oplevelse, ikke mindst for personer, der er aldeles uskyldige – men den konklusion kan vi jo kun drage ved at få tjekket, fortæller Hjalte Reine.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...