Politikere skal tænke sig godt om, inden de ændrer aldersgrænsen på biblioteket
Soraya Khan har skrevet dette indlæg: Jeg synes, at Kultur- og Fritidsudvalget skal tænke sig rigtig godt om, når de overvejer at beslutte at lukke biblioteket for børn mellem 12-15 år i givne tidsperioder. Det er simpelthen for nemt at symptombehandle, når prisen bliver højere for dem og samfundet på sigt, med mindre Kultur- og Fritidsudvalget har et andet tilbud til de her børn.
Der er et problem, som har været der i mange år. Det er ikke første gang dette er oppe.
Udelukkelse fra fællesskaber hører til i fængslet og har sjældent gjort noget godt for nogen - og slet ikke for børn.
Det er jo ikke raketvidenskab, at børn, der bliver udelukket for det eneste fællesskab, som de måske har mulighed for at være i (i tidspunkter, hvor tingene kan være svære for børnene), finder andre steder, og da Frederikshavn ikke rigtig har nogen andre steder for de børn, som anses som udfordrede, så er gaden det sted, de kan opholde sig.
Der må findes en bedre og mere holdbar løsning.
Måske skulle man kigge ind i de gode ressourcer, som allerede er der, og finde en model, der kan støtte op omkring de børn, som har brug for det også i de beskrevne tidsrum.