Gå til hoved-indhold
23. oktober 2013 - kl. 10.10

Privat finansiering af ny skøjtehal er også på plads

  • 1 af 3
    FOTO: Arki Nord
  • 2 af 3
    FOTO: Arki Nord
  • 3 af 3
    Sådan kommer Iscenter Nord til at se ud fra øst, når byggeriet til 36 millioner kroner er færdig. Skitsetegning: Arki Nord
Af: Kanal Frederikshavn

Elite Nord Frederikshavn A/S er nået i mål, når det gælder den private investering i en ny skøjtehal i Frederikshavn. Bestyrelsen har fundet de 15 millioner kroner, som - sammen med Frederikshavn Kommunes bidrag på 21 millioner kroner - gør, at arbejdet nu for alvor kan gå i gang. Den nye hal bliver i bedste fald indviet om et år.

- Vi er ovenud lykkelige for, at kommunen har afsat penge til en ny hal i sit 2014-budget. Alle ved jo, at kommunen fattes penge, men efter en lang og sej kamp er det endelig lykkedes. Heldigvis er vi også selv i den situation, at vi nu har den private finansiering på plads, oplyser formand i Elite Nord Frederikshavn A/S, Peter Conradsen, til Kanal Frederikshavn.

Den nye hal, som erstatter den nuværende opvisningshal, koster 36 millioner kroner. Frederikshavn Kommune låner 18 millioner kroner til en meget lav rente, mens resten bliver taget fra kassebeholdningen. De resterende 15 millioner kroner har Elite Nord Frederikshavn A/S skaffet hos en række af sine samarbejdspartnere.

- Vi skal lige have nogle juridiske deltaljer på plads, men vi har de 15 millioner kroner, siger Peter Conradsen, som endnu ikke vil offentliggøre navnene på de private investorer.

De bliver i øvrigt medejere af Iscenter Nord. Investerer man eksempelvis fem millioner kroner, ejer man fremover 5/36 af Frederikshavn White Hawks hjemmebane.

Arki Nord har tegnet stregerne til den nye hal. Der bliver plads til 3.600 tilskuere, hvoraf de 1.000 er siddepladser. En del inventar genbruges, men hallen vil fremstå som ny.

Ståtribunen mod øst bevares, men stolperne forsvinder, og det er planen at lave en større hældning på tribunen. Cafeteriet rykkes ned mellem de to haller, og herfra bliver der udsigt til begge haller, når man spiser sin sportsbolle eller drikker en fadøl. Der laves nye tilskuerpladser og balkoner, og erhvervsklubbens faciliteter fordobles.

Ifølge Peter Conradsen strækker byggeriet sig over seks-syv måneder. Målet er at gå i gang efter denne sæson, som White Hawks satser på varer til slutningen af april. I givet fald vil den nye hal først kunne stå færdig i oktober/november.

- Det giver alle, der bruger Iscenter Nord, nogle udfordringer, men dem må vi løse. For ligaholdets vedkommende må vi bede om at begynde med en del udekampe og eventuelt spille hjemme i hal 2 mod nogle af de hold, som traditionelt ikke trækker så mange tilskuere, udtaler Peter Conradsen.

Arbejdet med den nye hal går i værste fald først i gang i 2015.

Den nye hal bygges således, at tilskuerkapaciteten på sigt kan udvides til 5.000. Der bliver blandt andet mulighed for opsætning af skyboxe.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...