Restaurant Empire: De italienske retter er kommet for at blive
Restaurant Empire i Frederikshavn har fået italienske tilføjelser til det i forvejen internationale menukort. Italiensk pizza, ravioli, pesto, italiensk burger med parmaskinke og meget mere er nu tilføjet det i forvejen kendte Empire-menukort.
- Mit hjerte ligger lidt i Italien, så det var nemt at vælge lidt italienske retter til vores menukort. Vi har haft et ønske om at give vores menukort et lidt lettere udtryk, og det har det fået med de italienske tilføjelser, fortæller indehaver af Restaurant Empire Lars Dannervig.
Ravioli med pesto, salat med burrata, italiensk pizza med den velkendte tynde bund med ruccola, parmesan og pesto, saltimbocca med kylling, parmaskinke, salvie og pesto samt italiensk burger med trøffelmayo og grillede champignon er nogle af tilføjelserne til menukortet.
- Vi har "pimpet" vores menukort lidt, så det har fået et lidt lettere udtryk. Vi ønsker at gøre en indsats mod madspild, så retterne tilpasses gæsternes ønsker. Ingen skal gå sultne fra Empire, men omvendt er tiden med alt for store portioner, som blot smides ud, også slut. Vi havde et ønske om en "Empire goes Italian" som lidt et pop-up for at se, om de italienske retter fangede vores gæsters interesse. Der har været meget stor interesse, og vi er nu ikke i tvivl om, at de italienske retter forbliver på Empires menukort, understreger Lars Dannervig.