Roblon Fonden uddelte for syvende gang 100.000 kroner
Syv inspirerende unge mennesker var torsdag på scenen i Det Musiske Hus i Frederikshavn til erhvervs- og kulturarrangementet Vækst & Vilje for at modtage Roblon Fondens Uddannelsespris.
De har gjort det før. Formanden for Roblon Fonden, Ander Laden-Andersen, og bestyrelsesmedlem Nina Schou, datter af fondens stifter. Stået på scenen i Det Musiske Hus for at uddele Roblon Fondens Uddannelsespris.
I år var smilene alligevel lidt bredere. Uddelingen af uddannelsesprisen skete på baggrund af flere indstillinger end nogensinde før – og ikke bare mange, men usædvanligt stærke indstillinger.
Hele kommunen har taget muligheden for at hædre dygtige og engagerede studerende til sig. Der var indstillinger fra alle hjørner af Frederikshavn Kommune, indstillinger fra både virksomheder og uddannelsesinstitutioner og ikke bare indstillinger vedrørende unge talenter, men i stigende grad også indstillinger på voksenlærlinge.
Roblon Fonden sætter med sin uddannelsespris fokus på de erhvervsrettede uddannelser ved at hædre lærlinge, elever og studerende, der udmærker sig ved enten en særlig høj faglighed inden for sit felt eller inden for iværksætteri og entreprenørskab. I år var der prismodtagere i begge kategorier.
- Med det usædvanligt stærke indstillingsfelt i ryggen har det været en helt særlig glæde at stå på scenen i dag og uddele Roblon Fondens Uddannelsespris. For det første fordi variationen i indstillingerne både i forhold til geografi, hvem der indstiller og de indstilledes alder cementerer den lokale forankring, som havde stor betydning for fondens stifter. For det andet når man skal vælge mellem så mange ekstremt kvalificerede kandidater, så er det de mindste marginaler, der gør udslaget. Derfor var det vigtigt for mig fra scenen i dag at lykønske alle de indstillede. De har et fagligt niveau og et socialt engagement langt ud over det forventelige og en tilgang til deres uddannelse, som de kan være stolte af. De er en inspiration for os alle, siger Anker Laden Andersen.
- Det er de unges flid, vilje og engagement, vi skal bygge vores fremtid på, og som vi i Roblon Fonden er meget stolte af at hædre. Så jeg går fra formiddagens arrangement med en dejlig optimisme og tro på fremtiden. I dag har Roblon Fonden i hvert fald bevist, at vi sagtens kan uddanne højt kvalificeret arbejdskraft lokalt, og der er masser af flittige, ambitiøse og engagerede unge og ældre derude, som er klar til at tage udfordringen op med de mange jobmuligheder, som vores område står overfor, udtaler Anker Laden-Andersen.
Modtagerne af Roblon Fondens Uddannelsespris og 20.000 kroner
De første fire prismodtagere var indstillet i kategorien særlig høj faglighed inden for deres felt, og sidste prismodtager var en gruppe, der hædres for iværksætteri og entreprenørskab:
Fie Levin Christensen, der er i lære som havecentergartner hos Sæby Planteskole ApS og tilknyttet Jordbrugets UddannelsesCenter Aarhus i Beder.
Fie er en særdeles fagligt stærk gartnerelev med et plantekendskab, der rækker langt ud over det forventelige. Hun omtales som et omvandrende planteleksikon og kombinerer høj faglighed med stor ansvarsfølelse og engagement. Fie er vellidt blandt både kollegaer og kunder og bidrager positivt til fællesskabet. I en periode uden faste gartnere på Sæby Planteskole trådte hun i karakter og tog ansvar for indkøb, pasning af planter og kunderådgivning, som hun løste med overblik og faglig sikkerhed. Fie udviser stor passion og faglig stolthed, og Sæby Planteskole er derfor både glade for og stolte over, at hun fortsætter i virksomheden efter endt uddannelse.
Simon Hansen, der er spedition- og shippingelev hos Stena Line og tilknyttet IBC Kolding.
Simon har siden sin første dag som elev hos Stena Line udvist en stærk arbejdsmoral, stor loyalitet og et højt fagligt niveau. Han tilegner sig hurtigt kompleks viden og løser sine opgaver med præcision, ansvarlighed og overblik. Simon tager initiativ i hverdagen og bidrager aktivt til at forbedre arbejdsgange og skabe værdi for teamet. Han møder sit arbejde med en positiv og løsningsorienteret tilgang og er en vellidt kollega, kendt for sin hjælpsomhed, punktlighed og pålidelighed. Simon er et tydeligt eksempel på, hvordan en elev kan udvikle sig til en værdifuld medarbejder.
Benedikte Kjær. Hun studerer på 8. semester på maskinmesteruddannelsen på MARTEC.
Benedikte er studerende på 8. semester på maskinmesteruddannelsen og har gennem hele sin studietid udvist høj faglighed og stor evne til fordybelse. Hun arbejder roligt, grundigt og reflekteret og leverer løsninger af høj kvalitet. Tidligt i uddannelsen tog hun på eget initiativ en frivillig seks måneders søpraktik, hvilket vidner om både mod, nysgerrighed og dedikation. Derudover har Benedikte vist stort socialt engagement ved at etablere et kvindenetværk for kvindelige studerende på MARTECs professionsbacheloruddannelser, som styrker fællesskab og videndeling. Hun er hjælpsom, professionel og ansvarsbevidst og bidrager positivt til både det faglige og sociale studiemiljø.
Anna Braad Haugaard, der er elektrikerlærling hos KS Elektro A/S og tilknyttet Mercantec Viborg.
Anna har siden sin start som elektrikerlærling i juli 2025 udvist høj faglighed, stort engagement og et bemærkelsesværdigt talent for faget. Hun tilegner sig hurtigt både teoretisk viden og praktiske færdigheder og arbejder selvstændigt med stor præcision og professionalisme. Anna tager ansvar fra start til slut og leverer gennemarbejdede løsninger til tiden. Hendes tekniske nysgerrighed og faglige fordybelse er sjældne, og hun følger aktivt udviklingen inden for nye teknologier. Samtidig har hun modet til at bryde traditionelle forventninger ved at vælge en maritim el-branche med få kvinder og fungerer som et forbillede, der bidrager positivt til både arbejdspladsen og branchen.
Elias Legaard Pedersen, Lucas Lyng Larsen og Magnus Kjær Lyng. De går alle på HHX Iværksætteri på Frederikshavn Handelsskole.
Elias, Lucas og Magnus er tre engagerede elever fra HHX iværksætterlinjen på Frederikshavn Handelsskole, som sammen har grundlagt virksomheden Nordic Ice System. Med udgangspunkt i egne erfaringer fra Strandby Havn har de udviklet en automatiseret løsning, der reducerer fysisk nedslidning, effektiviserer arbejdsgange og mindsker spild i fiskeindustrien. Produktet har potentiale i både Nord- og Vesteuropa. Gruppen har allerede opnået markante resultater med en sejr i Regionsmesterskabet i Company Programmes pitchkonkurrence, deltagelse ved DM hos Dansk Industri og titlen som Danmarks Unge Iværksættere 2025. Tilsammen forener de stærke kompetencer inden for kommunikation, økonomi og teknologi og demonstrerer et ambitionsniveau, en faglighed og en iværksætterånd, der rækker langt ud over, hvad man forventer på gymnasialt niveau.
Om Roblon Fonden:
Roblon Fonden er stiftet af fabrikant og grundlægger af ROBLON A/S, Erik Schou, i 1997.
Fonden har to formål:
Det ene formål er ”at yde støtte til unge med henblik på videreuddannelse i udlandet. Støtte skal fortrinsvis ydes til personer, der har tilknytning til Vendsyssel”.
Det andet formål er, ”at yde støtte til projekter af almennyttig art i Frederikshavn Kommune”.
Roblon Fonden har støttet en række almennyttige formål, blandt andet Rønnerhavnens naturlegeplads, Frederikshavn Krisecenter og Vandsportens Hus i Sæby. Fonden lægger vægt på projekter, der kommer mange mennesker til gavn og var således hovedsponsor på Pikkerbakkens udsigtsplatform. Den er til glæde for alle frederikshavnere og er tilmed blevet en betydelig turistattraktion.




































