Rock i Frederikshavn: Her er hele 2023-programmet
I dag løfter Rock i Frederikshavn sløret for de sidste tre navne til næste års Rock i Frederikshavn. Dodo & The Dodos, Rocazino og Rasmus Bjerg a ka John Mogensen skal være med til at skabe årets fedeste hygge- og havefest, når Knivholt-gårdspladsen lørdag 10. juni 2023 fyldes med koncertgæster.
- Vi er meget, meget glade for at kunne præsentere Dodo & The Dodos igen næste år på gårdspladsen. Det var den fedeste syng-med-fest i sommer, da de var på scenen, så der er selvfølgelig genvalg til dem. Det bliver så fedt, fortæller Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn.
- Udover Dodo & The Dodos er jeg personligt super glad for, at vi har fået de yderst erfarne Rocazino med på plakaten. Og så kan vi præsentere lidt af et Wild Card: Multikunstneren Rasmus Bjerg med hans populære hyldest til John Mogensen - dansktoppens ukronede konge.
Rocazino har i årtier været en stor del af den danske musikscene. Bandets første single: "ELSK MIG I NAT" udkom i juli 1982 og siden fulgte hits som: ALL MY LOVE, RIDDER LYKKE, DINE ØJNE ER SÅ BLÅ, JEG SAVNER DIG og landsholdets udødelige slagsang ”EN FOR ALLE, ALLE FOR ÉN, I RØG OG DAMP FOR DANMARK”.
Orkestrets forsanger, Ulla Cold, og sangskriver Jesper Winge Leisners sange var - og er stadig - en del af soundtracket til flere generationers forelskelser, fester og glade dage.
Rasmus Bjerg er en entertainer, som gennem flere år har fyldt musikhuse og festivaltelte med sin eminente fortolkning og hyldest til John Mogensen. Rasmus Bjerg leverer en fantastisk troværdig udgave af den folkekære sanger og hans enorme bagkatalog.
- Vi har simpelthen lyttet til vores gæster. De vil have musik, de kender. Så det får de. Og der er ingen tvivl om, at der er syng-med-garanti. Jeg vil derfor opfordre alle til at begynde med at lave nogle simple stemmebåndsøvelser, så sangstemmen er klar til fællessang på Knivholt lørdag 10. juni 2023, griner Casper Høgsted.
Rock i Frederikshavn 2023-programmet er hermed på plads og koncert-gæsterne kan se frem til en perlerække af stærke danske kunstnere:
- D-A-D
- Jonah Blacksmith
- Jacob Dinesen
- Hjalmer
- KEINSTEIN
- Dodo & The Dodos
- Rocazino
- Rasmus Bjerg






































