Nedtagning af spir er fremrykket til mandag kl. 10.00
Søndag eftermiddag ankom Danmarks største kran på hjul, som i morgen skal løfte Frederikshavn Kirkes 28 meter høje spir ned på jorden.
Opstilling af kranen tager resten af søndagen, og så går det for alvor løs mandag.
Processen med nedløftningen af spiret opstartes mandag fra kl. 7.00, hvor de forberedende arbejder opstartes.
- Nedtagning forventes udført fra kl. 10.00 og frem - alt efter, hvordan processen forløber, oplyser totalrådgiver og arkitekt Nils Bundgaard fra Arkitektfirmaet Bundgaard i Hjørring søndag aften til Kanal Frederikshavn.
I første omgang forventede han, at nedtagningen begyndte kl. 11.00, men tidspunktet er altså fremrykket en time.
Hvor længe varer nedtagningen?
- Det kan tage alt fra en time til resten af dagen. Det afhænger af, hvilke udfordringer vi eventuelt løber ind i, siger Nils Bundgaard.
Det 28 meter høje og 30 tons tunge spir løftes ned på jorden, hvor reparationen af kobbertaget kommer til at foregå bag en kæmpe indhegning. Allerde tirsdag eller onsdag vil alt kobber være væk. Et professionelt vagtfirma sørger for at holde kobbertyvene væk fra kirkespiret.
Kobbertaget er cirka 60 år gammelt. Det burde have en levetid på 100 år, men skal altså nu udskiftes 40 år tidligere end forventet.
Søren Østergaard Enterprise A/S i Grindsted er hovedentreprenør og forestår også udskiftningen af kobbertaget, som kommer til at foregå på græsset ved Frederikshavn Kirke.









































