Gå til hoved-indhold
19. november 2025 - kl. 19.11

Rød blok ser frem til invitation fra V-borgmester - men hvor bliver den af?

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Socialdemokratiet og SF finder det interessant, at de borgerlige partier vil i dialog med de to røde partier, men de har dog endnu ikke modtaget en invitation fra borgmester Jon Andersen.

- Vi har i fællesskab udarbejdet en skitse, som skal bruges til dialog med Socialdemokratiet og SF, fordi det er ret vigtigt for os, at vi kigger på det her i fællesskab og finder ud af, hvordan vi sætter det her sammen til glæde for de 58.000 mennesker i kommunen, sagde Jon Andersen (V) tidligere i dag til Kanal Frederikshavn.

Det var ventet, at Jon Andersen efter et møde i blå blok i eftermiddag ville offentliggøre, hvem der får ansvaret for de politiske udvalg, men nu vil Venstre, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance også i dialog med SF og Socialdemokratiet.

- Vi ser naturligvis positivt på, at det lader til, at der er åbnet op for bredere konstitueringsforhandlinger. Vi ser frem til at modtage en invitation, som vi dog undrer os over, vi endnu ikke har modtaget. Vi har kun hørt om det via pressen, men en mail eller telefonopkald er også en udmærket måde at kommunikere, siger Christina Lykke (SF) og Anders Brandt Sørensen (A) i en fælles udtalelse.

De pointerer, at de modtager invitationen med åbne arme, når den kommer. 

- Det gælder jo Frederikshavn Kommune, så invitationen vil blive modtaget med kyshånd, og vi er klar til at lave en god aftale, men vi er dog stadig i tvivl om, hvad Jon Andersen mener, siger Christina Lykke og Anders Brandt Sørensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...