Rum til udvikling i FME: Det er IdeFA Gruppen beviset på
IdeFA Gruppen er ét af de bedste eksempler på, hvordan Frederikshavn Maritime Erhvervspark igennem 25 har skabt rum til udvikling i det gamle værftsområde på Frederikshavn Havn.
- Jeg er ret sikker på, at de har rekorden, når det handler om at flytte i nye kontorer, smiler direktør Martin Pedersen, FME.
Lørdag 1. juni er det 25 år siden, at FME blev skabt. Det skete, mens nedlukningen af Danyard var i gang.
”FME skaber rum til udvikling”, hedder overskriften, når man besøger FME’s hjemmeside.
Det er Søren Guldbæk Olsen, der ejer IdeFA Gruppen sammen med Flemming Bonkegaard, klar til at skrive under på.
- Vi er flyttet seks gange, og derudover har vi to gange fået mere plads i vores eksisterende lejemål, fortæller Søren Guldbæk Olsen.
IdeFA har specialiseret sig i skræddersyede digitale løsninger til hotel- og turistbranchen i hele Danmark. Blandt kunderne lokalt er Ruths Hotel, Hotel Jutlandia og Hotel Herman Bang. Derudover har IdeFA blandt andet ansvaret for drift, support og integration af Interfloras omkring 150 hjemmesider samt rådgivning og udvikling af DMI’s TYPO3-hjemmeside.
- Det er kun en meget lille del af vores omsætning, som kommer fra Frederikshavn Kommune, og det er en udfordring at skaffe medarbejdere heroppe, men når vi alligevel bliver i Frederikshavn, skyldes det netop vores dygtige medarbejdere og naturligvis også de fine forhold, som FME tilbyder, siger Søren Guldbæk Olsen.
Han åbnede IdeFA sammen med Flemming Bonkegaard i 2004 i en af Danyards gamle kontorbygninger på Havnepladsen 12. Relativt hurtigt flyttede de ind i Danyards gamle direktør-kontor, og det blev til flere flytninger – i takt med virksomhedens udvikling – inden de valgte at rykke ind på fjerde sal i Kattegat Silo. I dag har de til huse i Magasinet Kontorhotel på første etage (1A) i siloen.
- Vores behov har løbende ændret sig, og de seneste år har det passet perfekt med denne placering, hvor alt er inklusiv i prisen. Her tænker jeg på skriveborde, internet, printer med papir, kaffe, rengøring, parkering samt el, vand og varme, siger Søren Guldbæk Olsen.
En frokostordning i restauranten på niende etage og fitnesscenter på tredje sal er andre tilbud i Kattegat Silo, som fastholder virksomheden i Frederikshavn.
- Helt generelt er siloen bare et skønt sted at arbejde i. Det skyldes de dejlige kontorlokaler med en smuk udsigt over havn og/eller by, men også et højt serviceniveau fra FME, som desuden forstår at tilpasse sig vores behov, der hele tiden ændrer sig, siger Søren Guldbæk Olsen.
20 år som lejer i FME. Har I aldrig overvejet at blive herre i eget hus?
- Jo, men det er altid blevet ved overvejelserne. Vi fortsætter vores lykkelige ”ægteskab” med FME, griner Søren Guldbæk Olsen.
IdeFA har seks medarbejdere på kontoret i Frederikshavn samt en mindre afdeling i Aarhus.
FME fejrer sit 25-års jubilæum på lørdag 1. juni med afsløring af et nyt værk i Poesiparken. Det placeres ved indgangen til Kattegat Silo. Indvielsen finder sted kl. 12.00. Bagefter er der kaffe og kage i Holmbergs Køkken på niende sal til de første 250 gæster.




































