SIND løfter sløret for julekoncert med Ann-Mette Elten
Den lokale SIND-afdeling Frederikshavn-Læsø kan nu løfte sløret for kunstneren til årets julekoncert. Der er lavet en aftale med Ann-Mette Elten og hendes mand, som gæster Frederikshavn Kirke 1. søndag i advent, det vil sige 3. december.
- SIND har en mangeårig tradition for at arrangere julekoncert 1. søndag i advent, og i år arrangeres julekoncerten i samarbejde med Frederikshavn Kirke, oplyser formand Rikke Rugholt, SIND Frederikshavn-Læsø.
En julekoncert med Ann-Mette Elten er ikke noget, man lige glemmer, hvilket gør, at mange, år efter år vender tilbage for at opleve koncertens helt særlige julestemning.
- Så læn dig tilbage, luk øjnene og glem alt om juletravlhed i selskab med en sangerinde, hvis repertoire spænder utrolig bredt, opfordrer Rikke Rugholt.
I Ann-Mettes julekoncert kan man glæde sig til at høre rørende operanumre fra hendes album Adagio samt julesange og -salmer fra albummet Sange til jul.
- Sangerindens fortolkninger af de traditionelle danske julesalmer varmer hjerterne, og hendes storerespekt for de oprindelige melodier bliver rost til skyerne, hver gang hun holder en julekoncert, noterer SIND-formanden.
Ann-Mette Eltens mand, Niels Kirkegaard, spiller blandt andet guitar under koncerten.
Mange, der indtil nu har oplevet Ann-Mette Elten synge opera, er blevet overraskede og overvældede. Luften ligefrem sitrer, når hun med en usædvanlig varm og følelsesfuldindlevelse fortolker for eksempel Puccini’s “O Mio Babbino Caro” og Schubert’s “Ave Maria”. Ligesom den danske julehygge for alvor breder sig, når Ann-Mette giver nyt liv til vores mest elskede julesalmer i sine julekoncerter.
Overskud fra koncerten går til SINDs arbejde i lokalområdet.
Billetter kan købes her.