Gå til hoved-indhold
10. juni 2024 - kl. 15.06

Skagens Kunstmuseer erhverver hovedværk af Michael Ancher

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Skagens Kunstmuseer erhverver hovedværk af Michael Ancher. "Ved frokostbordet" fra 1888 er et værk af høj kunstnerisk kvalitet med stor kulturhistorisk betydning. Det kan opleves på Skagens Museum fra 21. juni 2024.

Det er et af Michael Anchers absolutte hovedværker, der nu flytter permanent ind i samlingen hos Skagens Kunstmuseer.

- Vi er utrolig glade for, at Ved frokostbordet bliver permanent indlemmet i vores samling. Det er jo Michael Anchers Hip, Hip, Hurra! Et motiv, som samler en gruppe venner og familie omkring bordet, og som giver indsigt i det fællesskab, kunstnerne havde, og den arv, de har efterladt os, udtaler Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer.

Værket rammer kernen i museets indsamlingsstrategi.

- Det er et hovedværk af en central maler i kunstnerfællesskabet i Skagen. Motivet er fra Brøndums Spisesal, som var et afgørende samlingspunkt for kunstnerne. Og så viser det, at kunstnerne blev inspirerede af hinanden, for det er malet i 1888, hvor en anden skagensmaler også malede et frokostbillede: P.S. Krøyer arbejdede nemlig på Hip, Hip, Hurra! samme år, oplyser Lisette Vind Ebbesen.

Ved frokostbordet har siden 1988 været i privateje hos Bendt Fredberg Jensen, som ejede Brøndums Hotel fra 1977 til han gik bort i 2023.

Skagens Kunstmuseer fik ved Fredbergs bortgang tilbud om at erhverve værket. Sønnen, Jesper Fredberg, forklarer på vegne af arvingerne:

- Der er en historisk og stærk forbindelse mellem Skagens Kunstmuseer og Brøndums Hotel, som min far var meget bevidst om at bevare og dyrke. Han passede godt på maleriet i mange år, og derfor virkede det helt oplagt, at værket skal have sit videre liv på Skagens Museum, hvor offentligheden kan få glæde af det.

Købet er muliggjort med generøs og afgørende støtte fra en række fonde: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, en anonym familiefond, Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet.

- Den fortsatte nuancering af vores kendskab til skagensmalerne og den kulturarv, som kunstnerfællesskabet udgør, er vigtig i en både dansk og international sammenhæng. Vi håber, at rigtig mange fremover vil have glæde af maleriet, siger Christine Wiberg-Lyng, direktør for Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

- Det er med stor glæde, at Ny Carlsbergfondets bestyrelse kan hjælpe Skagens Kunstmuseer med at supplere deres samling med dette værk, som er et stykke Danmarkshistorie. Særligt med dette maleri, der viser en anden side af den berømte skagensmaler. Ny Carlsbergfondet arbejder for at fremme kunstens betydning i det danske samfund, og at dette Ancher-værk nu bliver en del af museets samling, er en stor glæde, siger Christine Buhl Andersen, forperson i Ny Carlsbergfondet.

Ved frokostbordet vækker begejstring blandt museets kunsthistorikere.

- Det er et maleri af høj kunstnerisk kvalitet, og det viser, at Michael Ancher mestrede det teknisk krævende interiørmaleri. Og så er det det eneste værk i så stort format, hvor han skildrer sin familie og sine venner i Brøndums Spisesal, siger Mette Bøgh Jensen, museumsinspektør ved Skagens Kunstmuseer.

Michael Ancher er ellers kendt som fiskernes maler. For at portrættere de seje, hårdføre, olietøjsklædte mænd, der stævner ud i det oprørte hav eller venter utålmodigt på bedre vejr i købmandens bod. Men Ved frokostbordet repræsenterer altså en anden gren af kunstnerens arbejde: Teknisk krævende interiørmalerier og ofte store kompositioner.

- Ancher gav virkelig sig selv en teknisk udfordring ved at ville samle så mange elementer i ét motiv. Han skulle kontrollere mange elementer på det samme lærred, og det er svært, når maleren også skal skabe harmoni og give beskuerens blik retning. Der er for det første alle modellerne, som hver især er et portræt. For det andet er der bordet, som er et helt stilleben i sig selv. For det tredje er der baggrunden, hvor Ancher både skal gengive Brøndums Spisesal og adskillige malerier, samtidig med at han slører det hele for at fremhæve forgrunden, siger Mette Bøgh Jensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...