Gå til hoved-indhold
24. december 2023 - kl. 10.12

Smedelærlinge har færdiggjort nyt speciale på EUC Nord: Maritim smed

  • 1 af 1
    Fra venstre ses Teddy Flensborg, OPS Gruppen, Kristoffer Maan-Andersen, Orskov Yard, Mikkel Lyberth, Brd. Sommer, Tobias Smed, Karstensens Skibsværft, Máté Vörös, Oskov Yard, Mathias Lund, Hirtshals Yard, og Christian Bæk, Karstensens Skibsværft.
Af: Michael Frederiksen

EUC Nord samarbejder med maritime virksomheder om at uddanne fremtidens arbejdskraft.

Med henblik på at styrke uddannelsen af smede indenfor den maritime branche har førende maritime virksomheder og EUC Nord indledt et nyt og spændende samarbejde. På smedeuddannelsen indgår der flere forskellige specialer. Ét af dem er maritim smed, hvor de første elever på EUC Nord netop har lagt svendestykke.

I den maritime branche er det vigtigt at have dygtige og kvalificerede medarbejdere, og også indenfor smedefaget er det afgørende at sikre, at fremtidige generationer er rustet til at imødekomme de krav, der stilles i den maritime branche.

- Smedefaget er et gammelt håndværk, hvor udvikling og teknologi i dag er den moderne smeds dagligdag. Vigtigheden i, at uddannelserne tilsvarende følger med udviklingen, er derfor stor, udtaler lærlingekoordinator Anette H. Sørensen ved Erhvervsservice Nord.

- Igennem 80'erne og 90'erne blev der på værfterne uddannet store antal skibsbyggere. Tiderne ændrede sig, og skibsbyggeruddannelsen blev nedlagt, men der er i dag stadig brug for medarbejdere indenfor smedefaget med maritime kompetencer. Smede, der for eksempel kender til at arbejde med store konstruktioner i tykt gods. Det er derfor altafgørende, at arbejdsmarkedets parter løbende kigger på både nye uddannelser og specialer som den maritime smed, siger Anette H. Sørensen.

Diddan R. Karstensen, HR-chef på Karstensens Skibsværft, glæder sig over, at EUC Nord er én af fem erhvervsskoler i Danmark, der har valgt at udbyde specialet maritim smed.

- Det er altafgørende for erhvervslivet, at de lokale uddannelsesinstitutioner støtter op om de nye uddannelser, der ser dagens lys. Et tæt partnerskab mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet er nødvendigt for også at tiltrække talenter til branchen og regionen – og vi har virkelig brug for flere dygtige faglærte, pointerer Diddan R. Karstensen.

Til fælles hos de tre nordjyske værfter Karstensens Skibsværft, Hirtshals Yard og Orskov Yard hilser man det nye speciale velkomment, og hvor de første nyuddannede maritime smede netop er uddannede, planlægger alle tre læresteder at uddanne mange flere.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...