Gå til hoved-indhold
21. august 2020 - kl. 00.08

Sølvræven fra Sydfyn: Vendsyssel rykker ned

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

Oprykkerne fra Vendsyssel Håndbold slutter på sidstepladsen i Bambusa Kvindeligaen (nyt liganavn!) og rykker dermed ned i 1. division. Det er den kontante melding fra TV2 Sports håndboldekspert, Bent Nyegaard.

- Den flotte historie og cheftrænerens flotte slogans til trods: Det rækker ikke. Vendsyssel bliver nummer 14, vurderer Bent Nyegaard.

Håndeksperten begrunder ikke sin jumbo-placering til oprykkerne. Tværtimod omtaler han "Vendsyssels historiske vingesus" med hjemmebane i Syvstenhallen, hvor Lyngså BK i 1988 blev dansk mester.

Bent Nyegaard fremhæver også et par spillere:

"Mette Brandt Nielsen huserer på playmakerpositionen, hvor hendes falkeblik øjeblikkeligt spotter, hvor bolden gør allermest gavn. Frida Maag har kun rettet blikket ét sted hen: Mod mål, og skulle nogen stå i vejen bliver de fjernet af Maags fine fysik".

Bent Nyegaard placerer disse seks klubber i bunden:
9. Aarhus United
10. Holstebro Håndbold
11. Randers
12. Ajax
13. Skanderborg
14. Vendsyssel

Bent Nyegaard bemærker, at Vendsyssel Håndbolds cheftræner har større tiltro til oprykkerne.

"Ballegaard er storoptimist og fuldstændig klar i mælet. Hans hold skal IKKE kæmpe om at blive Sorteper i den bedste række. Snarere det modsatte. Faktisk er debatten om nedrykning overhovedet ikke et tema. Videre frem er ét af cheftrænerens slogans. Et andet lyder: Det perfekte år at rykke op i. Mange konkurrenter har skiftet stort ud. Et tredje: Kontinuitet. 10 spillere er gengangere fra sidste sæson".

Kent Ballegaard har naturligvis læst den mangeårige håndboldeksperts spådom over Vendsyssel Håndbold.

- Sølvræven fra Sydfyn har tilsyneladende ikke den store fidus til os, men vi er i LIGAEN, og det glæder vi os bare helt sindssygt til, også i de kommende sæsoner! Så Bent vænner sig også til os!, smiler Kent Ballegaard.

Vi mangler lige at redegøre for liganavnet Bambusa Kvindeligaen. Den nye liga-hovedsponsor er den norske strømpeproducent Bambusa, og Divisionsforeningen beskriver aftalen som "en af de allerstørste økonomiske aftaler for kvindehåndbolden herhjemme."

Vendsyssels første kamp i Bambusa Kvindeligaen er på onsdag 26. august i DRINX Arena mod Nykøbing Falster.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...