Spænding til sidste kast, da Sæby vandt sølv
Trods COVID-19 lykkedes det Dansk Bowling Union at få genoptaget og afsluttet sæsonen 2019/20 i weekenden.
Sæby Familie- og Firmabowling har sædvanen tro to hold med i de åbne fire mands rækker.
A-rækken endte på en sjetteplads med 51 point for 14 kampe, hvorimod der var kamp til sidste strike i B-rækken.
Sæby skulle have to point mere end nr. et i rækken, Five O´clock fra Aalborg for at vinde guld. Sæby indfriede sit løfte med en sejr på 10-0 over BKC Aalborg 2, så spændingen lå tilbage i kampen i Fjerritslev mellem BK 98 og Five O´clock.
Desværre - set med Sæby-øjne - vandt aalborgenserne med 10-0, således at guldet gik til Aalborg-holdet, sølv til Sæby og bronze til LBC 1, ligeledes fra Aalborg.
På billedet er det sølvvinderne fra SFFb Sæby. Fra venstre ses Kent Gresslehner, Kurt Kristensen, Alex Jensen og Hasse Christensen. Billedet er taget i Terminalen, Frederikshavns Bowlingcenter.
Planlægning og implementering af sæsonen 2020/21 er netop gået i gang, så inden længe vil der igen være bowlingkampe på programmet i Terminalen i Frederikshavn.