Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.05.2022 | Af: Michael Frederiksen

SportsHallen.dk med nye ejere og flere padelbaner

Nicolaj Christensen (t.v.) og Bo Jensen (t.h.) ejer nu 80 procent af SportsHallen.dk, men Martin Høeg ejer de resterende 20 procent.
SportsHallen.dk på Suderbovej i Frederikshavn har fået to nye indehavere og udvider med to padelbaner.

 

For lidt over to år siden slog familien Høeg Lundberg for første gang dørene op til SportsHallen.dk, hvor der blandt andet kan spilles padel og fodbold. Blot få uger efter åbningen lukkede statsminister Mette Frederiksen Danmark ned på grund af corona-pandemien, og ikke mindst derfor har de første par år været noget vanskeligere at komme igennem end forventet, men firmaet har klaret sig.

I takt med, at konsekvenserne af corona-krisen er blevet færre, og folk igen har fået mod på at komme ud, er aktivitetsniveauet i SportsHallen.dk steget stødt, og to nye investorer er nu indtrådt i ejerkredsen.

Det drejer sig om Nicolaj Christensen og Bo Jensen, der har overtaget de 80 procent af selskabet, som tidligere var delt ud på familien Høeg Lundbergs børn.

Martin Høeg Lundberg, der er indehaver af firmaet WGS – Wellness Group A/S, som sælger kunstgræs og padelbaner fra lokalerne på Suderbovej, har valgt at bevare sin ejerandel på 20 procent.

- Jamen, børnene bliver jo ældre, og faktisk bor kun ét af vore børn p.t. her i byen, så da Bo og Nicolaj foreslog en ny struktur, kunne vi hurtigt se, at det var den rigtige løsning, smiler Martin Høeg Lundberg og fortsætter:

- Med deres idéer og ambitioner vil det være præcis sådan, SportsHallen.dk skal løftes videre. Både Bo og Nicolaj brænder for sport, og sammen med deres familier vil de nu overtage det primære arbejde med at drive og udvikle stedet med nye tiltag, flere padelbaner og spændende aktiviteter. Det fortjener både stedet og vores mange aktive gæster igennem de første par leveår.

Det første synlige bevis på det nye ejerskab er samarbejdet med Sæby Spektrum om en ny, udendørs Pay & Padel-bane, der er Sæbys første padelbane.

- Spektrums padelbane bliver et kæmpe aktiv for Sæby, ikke mindst i den forestående sommersæson. Vi er i gang med at orientere de mange hoteller og campingpladser i lokalområdet om tilbuddet lige nu, fortæller en af de nye indehavere, Bo Jensen.

- I Frederikshavn har vi indrettet et nyt lounge-område og til efteråret vil den store hal blive udstyret med varmepumper, så temperaturen i hallen bliver lidt højere end tidligere, supplerer Nicolaj Christensen, der – ligesom Bo Jensen – selv er aktiv padelspiller.

- Ikke mindst etableringen af to nye padelbaner i de tilstødende lokaler kommer til at blive et kæmpe aktiv for os, vurderer de to nye indehavere.

SportsHallen.dk på Suderbovej i Frederikshavn er åben alle dage fra kl. 6:00 til 24:00. Banerne kan bookes på www.sportshallen.dk.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

FOTO: Presse

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close