Gå til hoved-indhold
29. oktober 2022 - kl. 00.10

Statsminister: Jeg er stadigvæk fuld af energi

  • 2 af 5
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 5
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

København, Asnæs i Odsherred, Køge, Herning, Aarhus og Frederikshavn. Det var byerne, som statsminister Mette Frederiksen fredag besøgte i den valgkamp, som nu er gået ind i sin slutspurt.

Hun afsluttede dagen med en hyggelig samtale i Det Musiske Hus i Frederikshavn med Søren Dahl fra Café Hack, og bagefter gav hun sig god tid til at tale med publikum.

- Jeg har det godt. Jeg er stadigvæk fuld af energi og kommer til at bruge hver eneste time, der er tilbage, inden danskerne og nordjyderne skal stemme, sagde Mette Frederiksen til Kanal Frederikshavn.

En meningsmål viste i denne uge, at 31,3 procent af nordjyderne har tænkt sig at stemme på Socialdemokratiet.

- Jeg er meget, meget glad, hvis vi opnår det resultat heroppe i Nordjylland. Jeg har også set den måling, smilte Mette Frederiksen.

Målingen viser kun en beskeden tilbagegang i forhold til valget i 2019. Det er måske lidt overraskende med tanke på, at Nordjylland er hjemmebane for mange minkavlere.

- Selvfølgelig vil mink-spørgsmålet spille en rolle for nogen, når de sætter deres kryds, men jeg håber også, at nordjyderne husker på, hvad det var for en situation, vi var i. Det var heroppe, der var en risiko for, at sårbare mennesker kunne blive smittet med corona, og det var før, der var en vaccine. Jeg håber derfor, at man har den samlede fortælling med, sagde Mette Frederiksen.

Vi spurgte hende om, hvordan hendes drømme-regering ser ud. Svaret kan du høre i videoen, hvor statsministeren også fortæller, at hendes stabschef, frederikshavneren Martin Justesen, spiller en hovedrolle i valgkampen.

- Han lægger ikke skjul på, at han er fra Frederikshavn, og jeg tror oven i købet, at han udtaler det rigtigt med det meget lange a. Martin Justesen er jo den, som er tættest på mig. Jeg gør mig ikke mange overvejelser, uden at det også er vendt med Martin Justesen. Har det så en betydning, at det er to nordjyder, som taler sammen? Ja, det tror jeg. Vi har vores rødder i en del af Danmark, hvor tingene ikke altid har været lette. At have det med ind i beslutningsrummet er ikke alene godt for Nordjylland, men faktisk for hele Danmark, vurderer statsministeren.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...