Stor interesse for ny bog om glutenfri livsstil
Betina Munk frygtede, at hun kom til at stå næsten alene til sin bogreception lørdag eftermiddag i Café Empie, men frygten viste sig at være ubegrundet.
Interessen for at høre mere om Betina Munks bog, Glutenfri Livsstil, var nærmest overvældende.
- Der var over 100 personer i løbet af den time, som receptionen varede. Det havde jeg slet ikke regnet med, siger en glad Betina Munk fra Jerup.
Det tog adskillige år, før Betina Munk fik konstateret cøliaki. Hun har kæmpet med mavesmerter i mange år, og derfor tror hun, at hun måske har haft cøliaki hele sit liv.
- Jeg er overbevist om, at jeg kunne have sparet min krop for meget stress og mange af de følgesygdomme, jeg har i dag, hvis jeg havde fået konstateret cøliaki tidligere i mit liv. Siden 2016, hvor jeg begyndte at leve 100 procent glutenfrit, er mine symptomer stærkt reduceret og til tider helt væk, fortæller Betina Munk.
Gæsterne til bogreceptionen satte stor pris på de gratis smagsprøver. Flere udtrykte så stor glæde, at de straks ville hjem at teste deres egne evner i køkkenet med glutenfrit brød og kager.
- Jeg har testet alverdens ingredienser inden for det glutenfrie område og fandt hurtigt mine favoritter. Nu bager jeg hver dag. I bogen deler jeg ud af mine erfaringer fra min nye glutenfrie livsstil, mit liv, mine opskrifter, tips og tricks, siger Betina Munk.
Hun bager glutenfrit brød og kager til Café Empire, Restaurant Empire og Hotel Herman Bang.