Gå til hoved-indhold
05 september. 2023

Strandby-virksomhed nomineret til Akademikerprisen 2023

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

11. september bliver det afgjort, hvilken virksomhed der vinder regionsfinalen af Akademikerprisen og går videre til den nationale konkurrence. Elektrikeren i Strandby er én af de tre finalister.

Akademikernes A-kasse uddeler én gang om året Akademikerprisen for at hylde de små og mellemstore virksomheder (SMV), som med ansættelsen af akademikere har skabt resultater.

Akademikerprisen blev uddelt første gang i 2015, og formålet er at sætte fokus på de vækstmuligheder, der er i at ansætte akademikere i små og mellemstore virksomheder. Feltet af nominerede virksomheder i regionen er nu snævret ind til tre nordjyske virksomheder, der skal dyste om en finaleplads i Akademikerprisen 2023.

Elektrikeren i Strandby
Elektrikeren i Strandby havde mange års erfaring med montering og installation af varmepumper og solcelleanlæg, da de i starten af 2022 ansatte Lærke Kristensen for at hæve niveauet af markedsføringen af deres helt store passion, grøn energi. Med sin kandidatgrad i historie i bagagen kunne Lærke på kort tid omsætte komplekse emner til effektiv markedsføring.

I dag er Lærke Kristensen kommunikations- og marketingansvarlig og hendes evne til at oversætte regler har haft stor indflydelse på at gøre dem mere forståelige for virksomhedens kunder og bidraget til en mere effektiv sagsbehandlingstid.

Inelco Grinders, Pandrup
I 2021 blev Sofie Klitgaard Zachariassen ansat som kommunikations- og bæredygtighedsmedarbejder i Inelco Grinders, der leverer industriudstyr til svejseindustrien. Siden ansættelsen har hun demonstreret en evne til at skifte mellem strategisk tænkning og praktisk implementering, blandt andet som ansvarlig for projektet Grøn Cirkulær Omstilling.

Hendes kandidatuddannelse i udvikling og internationale forhold har hun også anvendt til markedsføringen af virksomheden og hendes sproglige kundskaber har muliggjort en effektiv kommunikation med internationale kunder og samarbejdspartnere og har været en vigtig faktor for virksomhedens ekspansion på det internationale marked.

Bornerups, Thisted
Da Naya Halskov Larsen i 2017 kom ind i konsulentvirksomheden Bornerups, blev hun ansat som projektleder for større projekter inden for IT-branchen. Det lå ellers ikke lige for med hendes baggrund som kandidat i uddannelsesvidenskab, men siden ansættelsen har Naya stået i spidsen for implementeringen af ERP-systemer for 80+ kunder, og her har hendes uddannelsesmæssige baggrund blandt andet bidraget til, at hun kan hjælpe kunderne trygt igennem den ofte meget store forandringsproces.

Baggrunden for prisen er den gevinst, der er for SMV'ere i at ansætte akademikere.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...