Gå til hoved-indhold
29. maj 2025 - kl. 08.05

Syg model for fremtidig sygehusparkering – det er en ommer, Region Nordjylland!

  • 1 af 1
Af  Jesper Øgaard Andreasen

Byrådskandidat Jesper Øgaard Andreasen (SF), Frederikshavn Kommune, er stærkt utilfreds med, at et flertal i forretningsudvalget (bestående af V, K, DD og SF) i Region Nordjylland vil indføre betaling for brugen af 2900 af de 3386 parkeringspladser for både patienter, pårørende og ansatte på det nye Aalborgs Universitetshospital. Han har skrevet dette indlæg:

I centraliseringens navn skal de fleste borgere/patienter i Nordjylland omkring Aalborgs nye Universitetshospital på et tidspunkt, og nogle ad flere omgange og over længere forløb. Det vil sige patienter fra de yderste dele af Nordjylland, f.eks. Thisted og Skagen, som i forvejen er hæmmet af ingen, sjældne eller meget ringe offentlige transportmuligheder, i hvert fald helt til Aalborg Øst, har for de flestes vedkommende kun bilen at ty til. Men det gælder også efterhånden fra nærmest alle andre dele af Nordjylland, hvor offentlig transport er en dagsmarch.

I forvejen er det ikke gratis at bruge bilen, men skal der så også betales for parkering ved det nye NAU, der er privilegeret med hele 3.400 parkeringspladser, så er det da ulige vilkår for betjening af patienterne i Region Nordjylland. Skal det virkelig koste 13 mio. kr. at drive en parkeringsplads pr. år? Hvad koster parkeringsvagter og div. IT-systemer at drive?

Hvad koster det i dag at drive parkeringspladserne ved sygehusene i Nordjylland?

Kunne det tænkes, at dette er en del af en plan for endnu en malkespand, hvor hvile-i-sig-selv-princippet hurtigt afløses af ekstra indtægter, for over tid opdager ingen, at prisen er steget. Erfaringen med betalingsparkering er ofte, at det betjenes af nidkære parkeringsfirmaer, der tager sig godt betalt også i form af kontrolafgifter, når bilen ikke lige har de ”rigtige” mål

Jeg håber ikke, at der er en politisk studehandel fra partierne bag dette urimelige forslag.

Kære forretningsudvalg og Regionsråd – der er behov for ordentlig behandling af patienter i HELE Nordjylland, også parkering – der er ulighed nok i sundhed i forvejen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...