Tilskud til Nordjyllands Kystmuseum og FilmMaskinen reduceres
Nordjyllands Kystmuseum og FilmMaskinen er to af "taberne" ved en gennemlæsning af det budget, som Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune vedtog i aftes. Til gengæld er der glæde andre steder over, at velfærdsalliancen med DBU fortsætter, og Lydavisen overlevede en truende lukning.
Nordjyllands Kystmuseum mister 100.000 kroner i 2024 stigende til 500.000 kroner i 2027.
Kystmusset blev fusioneret i 2009, hvor de tre selvstændige statsanerkendte museer Skagen By- og Egns Museum, Bangsbo Museum og Sæby Museum blev lagt sammen.
De kommunale budgetter til de tre museer blev i de første år opretholdt, men har igennem en årrække været lagt sammen til et samlet tilskud. I 2023 beløber det sig til 6.704.460 kroner.
- Alle skal betale, når vi er tvunget til besparelser, og det er Kystmuseet også nødt til, mener Peter Laigaard (C), formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Politikerne fjerner også 100.000 kroner fra udvalgets tilskud til FilmMaskinen. Det var ikke en del af administrationens oplæg, men en politisk prioritering.
FilmMaskinen er en læringsplatform for filmtalenter i Nordjylland, og er et professionelt filmmiljø, hvor filmfolk fra det lokale og regionale filmmiljø bidrager som undervisere. Elever kan ansøge om at komme ind. FilmMaskinen er det første uddannelsesmæssige skridt på talentets vej, hvor eleverne får erfaring med kameraer og redigeringsprogrammer, instruktion og manuskript.
Fra 2025 står tre stadions til at miste 300.000 kroner. Det er Frederikshavn Stadion, Skagen Stadion og Ålbæk Stadion.
- Forskellige ejerforhold gør, at det er komplekst, men nu sætter vi at analysearbejde i gang, og så tror vi på, at vi fra 2025 kan spare 300.000 kroner på driften, siger Peter Laigaard.
Og vi bliver ved fodbold. Administrationens forslag om at spare 64.000 kroner årligt ved ikke at forlænge velfærdsalliancen med DBU droppes.
- Her har vi lyttet til Idrætssamvirket, som vi har et godt og konstruktivt samarbejde med. De vil være kede af, at vi ikke forlænger aftalen med DBU. De mener, der er gode indholdselementer i aftalen, og der er trods alt tale om Danmarks folkesport nr. 1, konstaterer Peter Laigaard.
IF Skjold Sæbys formand, Flemming Thingbak, har været ude med kritik af planen om at droppe aftalen med DBU. Klubben satser blandt andet på at få en ungdomslandskamp, når Sæby næste år fejrer 500-års købstadsjubilæum. Det sker ikke, hvis kommunen lægger DBU på is.
- Jeg han kun sige, at Kultur- og Fritidsudvalget får kæmpe klapsalver herfra, siger Flemming Thingbak.
Aftenskolerne mister 200.000 kroner næste år stigende til 500.000 kroner i 2027. Her går kommunen i gang med en større analyse af området, men ifølge Peter Laigaard skal aftenskolerne ikke tilbyde undervisning i eksempelvis svømning og instrumentalundervisning.
Endelig sker der også en kraftig reduktion af tilskudsrammen til de folkeoplysende foreninger. I 2024 forsvinder der 700.000 kroner, og det stiger til 1.550.000 i 2027.
- Rammen stod til at blive reduceret med næsten det dobbelte i 2027. Nu har vi fået reduktionen ned på et niveau, hvor foreningerne næsten ikke kommer til at mærke det, da vi er en situation, hvor hele puljen ikke er blevet brugt de senere år, oplyser Peter Laigaard.
Lydavisen - med 70 abonnenter - overlever også en truende lukning.